Festdag på den nye havn
Der var sand folkefest på de nye arealer bag den nye nordmole
FREDERIKSHAVN: De seneste to år har der været i gang en større udvidelse af havnen - en investering til 1 milliard kroner.
Første etape af havneudvidelsen blev indviet af kronprinsen på Frederikshavns 200 års fødselsdag i tirsdag.
Og lørdag var det så borgernes tur til at indtage den nye havn.
Fra 10-14 var der åben havn med masser af aktiviteter for hele familien med udgangspunkt fra den nye kaj.
Lystfiskerne var allerede i gang fra ved 8-tiden og nogle af spandene var bestemt godt fyldt op, da vi kiggede rundt lige før middag.
Der var også løb, helikopterflyvning, havnerundfart og meget meget mere.
Men noget af det, der virkelig trak - ud over det store telt med gratis pølser og drikkevarer - var teltet, hvor man kunne blive skrækkelig meget klogere på byggeriet af 1. etape.
Der var blandt andet timelaps og en fotoudstilling, der viste byggeriet fra start til slut. Og så var der søde havnefolk, der gerne delte ud af deres viden til alle os, som mest af alt kender udvidelsen fra de gentagne dumpe bank på spunsjernene.
Det nye baglandsareal dækker et kæmpemæssigt område på 330.000 kvadratmeter, så selv om lørdagen blev en folkefest og der var massivt mange gæster på den nye mole, ja, så synede det ikke af ret mange.
Man skulle nok have været et pænt stykke over 100.000 hvis det virkelig skulle have battet, så stort er området bag den nye mole.
Jan Michael Madsen styrede øjerne fra scenen og Michael Frederiksen havde mange nedslag rundt om på det kæmpe areal med interviews og live transmission fra hele pladsen.
Borgmester Birgit Hansen, havnens bestyrelsesformand Bo Uggerhøj og havnens adm. direktør Mikkel Seedorff Sørensen talte - ikke mindst om det mod, der har skullet til for at besluttet havneudvidelsen.
Og det er da også fedt, at have turdet at satse, når nu vi endte med at kunne indkassere gevinsten i form af skiltet: alt udlejet allerede inden havnen er taget i brug.
Indvielsen lørdag var sidste chance for at opleve kajområdet, inden arealet for alvor tages i brug, og lystfiskerne må nu afvente andet kvartal næste år.
Der var en en kæmpe lang kø af gående får turen ud til selve molen var på omkring en kilometer og vel at mærke til fods.
Men da kl. var 11 var nærmeste ledige P-plads yderligere en kilometer væk, så der skulle traves noget.
Men det tog alle med godt humør - på den dag, hvor frederikshavnerne får alvor indviede deres havn.