Fest og hyldest til beståede roere
FREDERIKSHAVN: Den 19. juni 2024 var ”eksamensdag”, hvor de nye roere skulle til eksamen og vise, hvad de havde lært efter de forgangne fem ugers kursusforløb. Årets hold bestod af fem nye roere.
De nye roere skulle vise, at de beherskede de basale ro-teknikker for at kunne få deres kursusbevis. De vigtigste to teknikker er, at man kan redde sig selv og redde en makker, hvis man skulle være ude for, at man selv vælter eller en af kajakvennerne vælter.
Der var noget blæsevejr og fralandsvind denne aften, der startede med en lille opvarmningstur ud til Neppens Havn og retur igen, inden alle prøverne. Der var voldsomt mange vandmænd og brandmænd i vandet; men uanset det gik roerne til opgaverne med smil på læben og uden at kny, når de lå blandt alle brandmændene.
Efter aflagt prøve mødtes nye og gamle roere til festlighederne, der traditionen tro består af grillpølser, øl, ”bobler” og kransekage – alt sammen ad libitum.
24 af klubbens medlemmer var mødt op for at fejre de nye roere, der blev mødt med store klapsalver, da de viste deres færdigheder med selvredninger og makkerredningerne i Frederikshavn Marina. At der kan samles så mange til et sådant arrangement, efter at de nye roere har bestået eksamen, er et tydeligt bevis på, at der er et rigtigt godt kammeratskab i klubben.
Roerne har nu bestået eksamen og skal efterfølgende have roet 100 kilometer ifølge en erfaren roer, før den nye roer er endeligt frigivet og må ro på egen hånd.