Fauré’s requiem i Abildgård kirke
Palmesøndag fejres som vanligt med en rigt varieret påskekoncert i Abildgård kirke om eftermiddagen med start kl. 16.
I år inviterer Abildgård kirke til et særligt værdsat korværk: Requiem af Fauré, der i popularitet næsten kan måle sig med Händels berømte oratorium Messias.
Det milde og smukke Requiem er skrevet et i årene 1887-88, altså i senromantikkens højtid, og er komponeret til minde om Fauré’s forældre, der begge døde kort forinden
Requiem betyder dødsmesse og har rødder i den katolske kirketradition. Teksten er på latin, og rummer satsbetegnelser, der kendes fra Romermessen. Ved eftermiddagens koncert synges satserne: Introitus, Sanctus, Pie Jesu, Libera me og In Paradisum.
Orglet har en meget central rolle i værket, og varetages ved denne koncert af organist Niels Jørgen Møller fra Ansgarskirken i Aalborg.
Han spiller desuden indledningsvis et andet stort romantisk orgelværk af César Franck: Choral nr. 3 i a-moll
Solisterne er henholdsvis Søren Ohlsen (Baryton) og Anne Dorte Jæger Sørensen (sopran).
Førstnævnte er medlem af Hasseris kirkes kor og desuden kordegn og daglig leder samme sted.
Sidstnævnte er medlem af Filharmonisk kor Aalborg, hvilket også gælder Vokalgruppen OKTOGON, der sammen med Abildgård kirkes voksenkor udgør koncertens kor.
Det hele dirigeres af kirkes organist Søren Rasmussen
Undervejs vil der også blive lejlighed til at høre to motetter af Carl Nielsen: Påskeblomst og Min Jesus lad mit hjerte få.
Endelig afsluttes koncerten med nordmanden Knut Nystedts korværk; Han er opstanden. Den lokale billedkunstner Anne Marie Johanssen har ladet sig inspirere af Knut Nystedt korværk, og malet to nye værker, der vil pryde plakater og programmer i påsketiden.