Formanden for Vester Hassing Menighedsråd, Tommy Hvedhaven (t.h.), gratulerer afgående sognepræst Johannes Nørby Ernstsen med det nye embede ved Frederikshavn Kirke.
Livet her

Farvel til sognepræsten

28. september 2022 kl. 15:01

- Vi har været glade for samarbejdet. Du har givet nogle nye og anderledes input til det at være kirke i dag. 

Sådan lød det blandt andet fra menighedsrådsformand i Vester Hassing, Tommy Hvedhaven, da der blev taget afsked med sognepræst Johannes Nørby Ernstsen. Sidstnævnte stopper i embedet, som han tiltrådte for halvandet år siden. Han skal i stedet fungere som sogne- og ungdomspræst i Frederikshavn. 

Det er ikke utilfredshed med jobbet i Vester Hassing, der får Johannes Nørby Ernstsen til at vende blikket nordpå. 

- Muligheden bød sig. Det nye job passer perfekt til der, hvor jeg er lige nu. Samtidig øjner jeg en chance for min familie og jeg til at få hverdagen til at hænge endnu bedre sammen, konstaterer Johannes Nørby Ernstsen. 

- Jeg må dog sige, at jeg har været meget tilfreds med min tid her i Vester Hassing. Det har været mit første embede, og jeg har lært virkelig meget. Og så vil jeg gerne sige tak for den måde, man har taget imod min familie og jeg. Vi har ikke kunnet ønske os mere. Jeg glæder mig til at se, hvordan sognet udvikler sig i tiden frem. Nu bliver det dog kun fra sidelinjen, fastslår Johannes Nørby Ernstsen.

Vester Hassing Menighedsråd skal nu i gang med at finde en ny præst. Foreløbig dækkes embedet med hjælp fra præsterne i nabosognene.

Annonceret indhold

Nyeste