Tre generationer til rejsegilde. Fra venstre Rasmus og Lasse Rasmussen, Torben Svensen og kompagnon Christian Nielsen samt grundlæggeren Egon Svendsen.
Livet her

Familievirksomhed udvider: - Det går forrygende godt

27. september 2022 kl. 15:00

Tre generationer af tømmerhandlere fejrede rejsegildet og glæder sig over, at det går strygende.

- Man kan næsten ikke åbne en avis eller tænde for fjernsynet uden at blive mødt med alverdens ulykker, krig og økonomiske kriser. Derfor er det en særlig glæde at holde rejsegilde på vores kommende lagerhal, der skal supplere den 2.200 kvadratmeter store oplagsplads for bl.a. trykimprægneret træ, som vi fik etableret før sommerferien, sagde tømmerhandler Torben Svendsen ved rejsegildet fredag.

Det går nemlig godt i XL Byg Elling Tømmerhandel. Ikke som i de to jubelår under corona-pandemien, men fuldt på højde med 2019, og derfor er der basis for at udvikle forretningen yderligere. Ved at øge lagerkapaciteten kan XL Byg bedre imødekomme kundernes forventninger til varesortiment og samtidig opnå en mere effektiv logistik på lageret i Elling, der også fungerer som distributionscenter for familien Svendsens øvrige XL-forretninger, som ligger på Læsø samt i Tårs og Hjørring.

Rejsegildet tiltrak ud over håndværkerne også mange af XL Bygs lokale kunder.

Torben Svendsen, der er anden generation af tømmerhandlere i Elling, har sammen med kompagnonen Christian Nielsen omkring 100 ansatte, de 60 af dem i Elling. Tredje generation, sønnerne Lasse og Rasmus, er allerede med i firmaet, og ved rejsegildet mødte også seniortømmerhandler Egon Svendsen op.

Egon Svendsen var tydeligt stolt over at se, hvordan den virksomhed, som han startede i 1966, har udviklet sig. 

- Det er da vældig, som virksomheden er vokset, siden jeg trak mig tilbage, sagde han med et glimt i øjet.

Rejsegildet blev fejret med håndværkere og kunder og naturligvis med pølser og øl. Nu glæder man sig til, at byggeriet bliver helt færdigt omkring 1. december. Herefter skal de stille vintermåneder bruges på at indrette og omrokere det store varelager, så man har et toptunet lager klar til foråret.

Annonceret indhold

Nyeste