Få styr på arv, testamente og fremtidsfuldmagt
FREDERIKSHAVN: Rådhuscentret i Frederikshavn inviterer til et spændende fyraftensmøde om arv, testamente og fremtidsfuldmagt. Her kan man møde advokat Helle Mørch Sørensen fra HjulmandKaptain, som har mange års erfaring inden for arveret, familieret og behandling af dødsbo.
Det fortæller arrangørerne.
Fyraftensmødet foregår onsdag d. 13. november kl. 16.30 til 18.30 i Rådhuscentret.
Helle Mørch Sørensen vil på fyraftensmødet tage fat på vigtigheden af at sikre sig selv og sine pårørende med en fremtidsfuldmagt. En fremtidsfuldmagt er et juridisk dokument, hvor man udpeger en eller flere personer til at træffe beslutninger på ens vegne, hvis man en dag ikke længere selv er i stand til det – det kan f.eks. være, hvis man rammes af en demenssygdom.
Fremtidsfuldmagter kan omfatte økonomiske forhold, personlige forhold og helbredsmæssige beslutninger. Det er vigtigt at få lavet en fremtidsfuldmagt for at sikre, at ens ønsker bliver respekteret og for at undgå konflikter og usikkerhed blandt pårørende.
Helle Mørch Sørensen vil også gennemgå arveret og hvordan man kan sikre, at ens arv fordeles efter ens egne ønsker. Hvem skal arve? Ønsker du, at noget af arven skal gå til velgørende formål? Helle vil fortælle om, hvilke muligheder man kan gøre brug af.
Foredraget er åbent for alle interesserede, uanset om man ellers benytter Rådhuscentret. Det er gratis at deltage, og der kræves ingen tilmelding.
Rådhuscentret er ét af Frederikshavn Kommunes aktivitetscentre. I forbindelse med fyraftensmødet er det muligt at få en rundvisning i Rådhuscentret og tale med husets personale. Rådhuscentret har mange forskellige tilbud, som seniorer på efterløn og pensionister i alle aldre frit kan benytte sig af.
Rådhuscentret ser frem til at byde velkommen til et informativt og vigtigt fyraftensmøde.