Billede beskrivelse

Et stærkt hold skal føre Bangsbostrand Sogn videre

17. september 2020 kl. 12.45

Det bliver et stærkt hold der skal føre Bangsbostrand Sogn gennem de næste fire kirkeår. Det står klart efter valget til sognets menighedsråd tirsdag aften, den såkaldte valgforsamling.

- Der er kommet helt nye retningslinjer for valg til menighedsråd, og det har vi kunnet mærke her i Bangsbostrand, fortæller formanden for sognets valgbestyrelse Niels Chr. Hjertensgaard Jensen. Allerede fra start var der tryk på og interesse for de kandidater, der ønskede at opstille. Bangsbostrand sogn vidste i forvejen, at knap halvdelen af rådets medlemmer skulle skiftes ud, da en del af det tidligere råd blandt andet bestod af medlemmer, der er kommet op i alderen, og ønskede at beskæftige sig med andre ting efter mange års tro tjeneste for sognet.

Til gengæld kunne de garvede medlemmer berette om en spændende tid og det gjorde, at flere nye navne meldte sig på den valgliste der var til afstemning tirsdag aften.

Bangsbostrand Sogn var vært ved lidt mad og drikke til de fremmødte. De fremmødte udviste stor spørgelyst, der skabte en konstruktiv debat forud for afstemningen.

- Vi ville gerne, i lighed med de to andre bysogne i Frederikshavn, sammensætte et menighedsråd, der afspejler sognenes sammensætning, da det skaber det bedste grundlag for, at engagere og involvere flest mulige til det kirkelige arbejde, Det ser ud til at være lykkedes, fortæller Niels Chr. Hjertensgaard Jensen og tilføjer, at et menighedsråd med en bred sammensætning, giver større berettigelse, samt en lettere adgang til at drage nytte af de enkelte medlemmers erfaringer og perspektiver.

Ud af Bangsbostrand Sogns ca. 6.700 indbyggere er godt 5.500 medlem af folkekirken. Det betyder en stor opbakning til kirken og de aktiviteter der er tilknyttet det kirkelige liv.

- Den store interesse afspejler sig i samarbejdet i menighedsrådet, fortæller formanden for valgbestyrelsen. Mange har valgt at være frivillige i kirken og det betyder, at de mange opgaver kan delegeres rundt, så alle, og ikke kun menighedsrødderne, får indflydelse på hvordan Bangsbostrand Kirke skal være som folkekirke.

Sådan ser det valgte menighedsråd ud efter tirsdagens valgforsamling:

Det nye menighedsråd, der påbegynder arbejdet ved det nye kirkeårs begyndelse, som er 1. søndag i advent, består foruden sognes to præster af flg. medlemmer:

Kirsten Thomsen, Elisabeth Dørum, Erik Madsen, Erik Carlsen, Hanne Christiansen, Henrik Melchiorsen, Martin Jennet, Michael Cargufeldt, Niels Chr. Hjertensgaard Jensen og Søren Borup.

Stedfortrædere: Else Dausell og Erling Olsen.

- Der skal dog tages forbehold for, at det ifølge menighedsrådsloven er mulighed for at indlevere en ekstra kandidatliste. Her er deadline den 13. oktober klokken 18. Kommer der en sådan liste, vil der være afstemningsvalg den 17. november 2020, slutter Niels Chr. Hjertensgaard Jensen.

Det nye menighedsråd konstituerer sig på det første møde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste