Billede beskrivelse

Et spændende år for byen: Store sportsevents, mange turister og nye butikker

13. februar 2023 kl. 07.01

Danskerne er et af de mest tilpasningsparate folk i Europa. Da krig, energikrise og inflation ramte os i andet halvår 2022, tilpassede vi os og nedsatte forbruget med næsten 7 %, og det er næsten dobbelt så hård en opbremsning som i Sverige, der har andenpladsen i den disciplin.

Det kunne formanden for handelsforeningen FREDERIK i Frederikshavn fortælle på generalforsamlingen torsdag aften. Han håbede, at danskerne så også ville være hurtige til at bruge penge igen, nu hvor energipriserne er faldet, og inflationen er på retur. Det har været et hårdt år for detailhandelen, men alligevel var der ingen medlemmer, der peb. Tværtimod var man klar til at smøge ærmerne op, og formanden glædede sig over, at der åbner nye butikker i byen på trods af tiderne.

Spirer til optimisme var der også at finde i handelschef Dan Kobberups redegørelse for årets aktiviteter. Især fremhævede han succesen med det fælles FREDERIK gavekort, som kan bruges i Frederikshavn, Sæby og på Læsø. Det har sat rekord med en omsætning på over syv mio. kr.

Billede beskrivelse

Turismen har haft et godt år, og destinationsdirektør Tonny Thorup kunne fortælle om en fremgang på hele 15 % i overnatning i Frederikshavn Kommune i forhold til normalåret 2019. Især de tyske gæster kommer i større antal. Her har fremgangen været på 25 %. Også nordmændene kommer i stigende tal, og sammen med Stena Line forbereder FREDERIK og turistbranchen en kampagne for også at få svenskerne tilbage til byen.

Noget, som trækker virkelig mange mennesker til Frederikshavn Kommune, er de store sportsevents, som det lykkes Arena Nord at tiltrække. Direktør Per Malmberg kunne fortælle om U19 verdensmesterskabet i Floorball i april i år og VM i kvindehåndbold i december. Næste år venter Special Olympics idrætsfestival for idrætsudøvere med udviklingshandicap. Her ventes 11.000 deltagere. Endelig får Frederikshavn Kommune i 2026 World Company Games, der er en slags OL for firmaidrætsudøvere. Her ventes 5.000 deltagere.

Billede beskrivelse

Per Malmberg indbød de handlende til et tæt samarbejde om disse events, så det ikke bare bliver noget, der foregår i Arena Nord, men i hele byen. Det kan en lille by som Frederikshavn nemlig gøre meget bedre end store byer, hvor en event let drukner i alt mulig andet. I Frederikshavn står hele byen sammen om festen, og det er deltagerne vilde med. Det er derfor, byen allerede er udpeget til værter for VM i håndbold igen. De fik nemlig en unik oplevelse i 2015.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste