Et særligt brev med nissepost

10. december 2020 kl. 11.32

THORSHØJ: Børnene i Thorshøj Børnehus har fået en helt særlig hilsen. Èn af Julemandens hjælper har nemlig brug for hjælp, og lige nu har han slået sig ned i et lille hus i Thorshøjs Anlæg.

Den 1. december kom der et ganske særligt brev til børnene i Thorshøj Børnehus fra én af Julemandens hjælpere, en lille nisse, der havde bidt mærke i, at børnene havde lavet de fineste juletræer ved byskiltene.

Nissen synes, at det var så spændende, at han har slået sig ned i et lille hus i byens anlæg, men nissen har et problem.

– Jeg har tabt alt mit julepynt på vejen til Thorshøj, og nu håber jeg, at I kan hjælpe mig, så jeg kan få pyntet op her i min hytte, for jeg elsker julepynt, lød nissens besked i brevet.

I må også gerne afleverer jeres ønskesedler, så skal jeg nok sørge for, at Julemanden får dem, lover nissen.

Der blev travlt i Thorshøj Børnehus, for hvem vil ikke hjælpe en nisse?

Produktionen af julepynt fik en ekstra tand og snart gik turen til Thorshøj Anlæg for at besøge nissen.

Alle var spændte af forventning, da de nåede det lille hyggelige hus, men der var meget stille, og det viste sig, at nissen lå og sov.

Alle var meget opmærksomme og forsigtige, for ikke at vække nissen, så i stedet blev julepynten, små gaver og ønskesedlerne lagt i nissens postkasse.

Brevet fra hjælpenissen har også fundet vej til borgerforeningens formand, som har opfordret alle byens og oplandets børn og barnlige sjæle til at kigge forbi anlægget med en lille hilsen til nissen.

Julestemningen er for alvor ved at indfinde sig i den lille landsby, og fredag 11. december, kl. 14, går børnene fra børnehusets SFO Luciaoptog gennem byen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste