Et drag over nakken til bjørnekloen
Vi har alle en ansvar for at bekæmpe bjørneklo på egen jord
KOMMUNEN: Kæmpebjørnekloen breder sig voldsomt og den udrydder det naturlige plante- og dyreliv
En enkelt plante sætter i gennemsnit 20.000 frø, så bekæmpelsen kræver en effektiv og samlet indsats.
Husejere, landmænd, virksomhedsindehavere og kommuner har alle pligt til at bekæmpe bjørnekloen.
I Frederikshavn kommune er det besluttet, at bjørnekloen skal bekæmpes første gang inden 10. maj, og det er vigtigt at holde den nede gennem hele vækstsæsonen.
Det er vigtigt, at starte bekæmpelsen så tidligt som muligt.
De små planter er nemmest at bekæmpe, og risikoen for at få plantesaft på huden er ikke så stor.
Uanset bekæmpelsesmetode er det vigtigt at gentage bekæmpelsen - nye planter kan hurtigt spire frem.
Hvis planterne når at sætte frø, er det vigtigt at fjerne frøstanden - én plante kan sætte op til 20.000 frø.
Har du få planter, er det effektivt at grave planterne op.
Alternativt kan man rodstikke planten.
Miljøstyrelsen oplyser, at det er tilstrækkeligt at skære roden over i 2-3 centimeters dybde.
Planterne kan tildækkes med sort plastic - her er det vigtigt, at der slet ikke slipper lys ind.
Har du store arealer med bjørneklo, kan området afgræsses af køer eller får.
Det er vigtigt, området bliver afgræsset fra tidligt forår, da dyrene helst tager de friske skud.