Livet her

Essensen af en fantastisk midsommerdrøm

Masser af gæster besøgte Tonny Kristensen, da han åbnede Essens Gaarden

24. juni 2022 kl. 10:01

GÆRUM/UNDERSTED: Det var virkeliggørelsen af en drøm, der manifesterede sig torsdag aften.

Den kendte kok Tonny Kristensen kunne nok næppe have forestillet sig et bedre scenarie, end det der udspillede sig sankthansaften på hans store nye satsning, Essens Gaarden.

Der var nemlig åbningsfest på den gamle bondegård, hvor Tonny Kristensen drømmer om at tiltrække spisende gæster. Tidligere har han sagt sådan her om sin drøm:

- Jeg vil give folk en oplevelse at være tæt på både råvarerne og på kokken. Tæt på et landligt miljø med en stor herlighedsværdi.

Og den idé er der tilsyneladende en del mennesker, der gerne vil have en bid af. For i hvert fald var der tæt trafik på Hestvangvej mellem Understed og Gærum umiddelbart inden klokken 16.30, hvor arrangementet skulle starte.

En storsmilende Tonny Kristensen kunne således tage imod gæster i hobetal, for de 500 billetter var for længst udsolgt – dem havde det blot taget ham to dage at komme af med. Og ifølge Tonny Kristensen kunne der faktisk have været solgt dobbelt så mange af slagsen, hvis han ellers havde haft kapacitet til at servicere så mange mennesker.

De mange gæster blev placeret ved borde og bænke på græsplænen foran gårdens hovedbygning, og derpå blev der ellers langet mad ud af vinduerne fra gårdens stuehus. Små hapsere, pizza og pulled pork-burgere var der til gæsterne. Ja, og så i øvrigt også kolde drikkevarer, der bestemt havde gode vilkår for at blive omsat i den vidunderligt lune midsommeraften.

Mens der blev hygget ved bordene, indtog sangerinden Lis Sørensen scenen. Og også hun virkede faktisk særdeles veloplagt.

- Jeg tror ikke, der findes smukkere aftener end sådan én som denne her, sagde Lis Sørensen blandt andet.

Og derpå gav hun sig i kast med en stribe af velkendte hits, der passede perfekt til de sommerlige rammer. Der var blandt andet sange om Ækvator, om morgensol og om nattens stjerner.

67-årige Lis Sørensen leverede i den grad varen foran et medlevende publikum – og hun indvilgede da også i at give et ekstranummer på baggrund af den store applaus hun modtog.

Det er trods alt ikke hver dag, vi kommer til Understed. Og solen skinner, og der er mad nok, sagde hun, inden hun kastede sig ud i det afsluttende nummer ”Stilhed før storm”.

Senere trådte også Claus Hassing op på scenen, og også han fik lavet en fornem forbindelse til sit publikum. Claus Hassing er nok mest kendt som frontfigur i cover-bandet Bryans Adams Tribute – men i det hele taget formår han at lyde som en lang række af kendte kunstnere. Det fik både publikum til at synge med – og til at smile – når han gav den som Johnny Madsen, Kim Larsen, Peter Belli, Nanna Lüders, Ed Sheeran og mange, mange flere.

På bagkant af musikken blev arrangementet rykket fra gårdspladsen og op på markerne, hvor Tonny Kristensen dyrker sine grøntsager.

Tonny Kristensen kunne glæde sig over en fornem åbning af Essens Gaarden. Foto: Claus T. Kræmmergård

Denne aften var der dog – selvfølgelig – gjort klar til et stort sankthansbål.

Den tidligere transport- og sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) – der nu vil i Folketinget igen – stod for aftenens båltale. Og efter den blev Holger Drachmanns midsommervise sunget.

Og mens bålets flammer blafrede på bakketoppen ovenfor Essens Gaarden, så forsvandt de mange deltagere ligeså stille fra den hyggelige sankthansfest.

På Tonny Kristensens ansigt var smilet dog ikke sådan at få væk, mens han nød det sidste af midsommeraftenen.

- Det er lige præcis sådan noget som det her, jeg har gået og drømt om.

Nyeste