Smukke oplevelser venter, hvis man står på ski i skoven. Her er det langrendsspor i Tornby Klitplantage. Foto: Naturstyrelsen
Livet her

Er skirejsen droppet? Her kan du stå på ski i Nordjylland

Nu er der trukket spor til langrend flere steder i Vendsyssel

06. februar 2021 kl. 17:54

VENDSYSSEL: Ka' du li' at få en ski på - eller rettere stå på ski - så er der godt nyt.

Nu er der nemlig mulighed for at tage en tur på langrendsski uden at skulle udenlands. Flere steder i statens naturområder ligger der nok sne til, at der er blevet lagt spor ud til langrendsløb, blandt andet i flere skove i Vendsyssel, skriver Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.

Da kulden har bidt sig fast, og sneen bliver liggende, burde der være mulighed for at nå en skitur i weekenden.

Toppen af Danmark med

- For én gangs skyld har toppen af Danmark også nok sne til at lave skispor, så det er bare med at få spændt skiene og komme afsted. Forholdene er rigtig gode lige nu, og forhåbentlig bliver sneen liggende et godt stykke ind i næste uge, siger Helene Overby, skovfoged hos Naturstyrelsens kontor i Vendsyssel.

Man bør dog ikke gå, ride, eller cykle i de præparerede spor, hvis de skal holde, påpeger skovfogeden.

I Vendsyssel er der udlagt spor i Skagen, Bunken og Tornby klitplantager, men flere steder kan komme til. Sporene er udlagt med maskine eller af en person, der omhyggeligt træder sporet ned.

Skispor eller ej - man er altid velkommen til at stå på ski i alle statens skove og naturområder. Men husk at følge myndighedernes råd omkring coronasmitte: Hold afstand og giv plads.

Skimuligheder i Vendsyssel

I Bunken Klitplantage er der lagt et spor ud, som starter fra p-pladsen på Råbjergvej.

I Skagen Klitplantage er der spor i både den østlige og vestlige del. Sporene starter ved p-pladsen ved Den tilsandede Kirke og fra p-pladsen ved Rødstensvej.

I Tornby Klitplantage er der præpareret spor på stort set alle skovveje. Hvis man kører til p-pladser i skoven, vil der komme spor forbi alle skovveje - undtagen Tornby Strandvej.

Har du ingen ski, men i stedet lyst til at kælke, skulle der også være et par muligheder i det nordjyske lige nu. Se mere på udinaturen.dk.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu