Er du smittet: Kommunen er klar med hjælp
KOMMUNEN: Hvis man bliver smittet med corona er det vigtigt, at man isolerer sig, så man undgår at smitte andre.
For borgere, der deler husstand med andre, kan det nogle gange være svært at opretholde selvisolation.
Derfor tilbyder Frederikshavn Kommune isolationsfaciliteter i Frederikshavn.
- Er man blevet testet positiv for Covid-19, og kan man ikke selvisolere, kan man kontakte visitationsenheden og få tildelt et værelse, man kan opholde sig på, indtil man har været symptomfri i 48 timer.
- Er man smittet, men har man ikke symptomer, skal man blive i isolation indtil syv dage efter den positive test.
- Tilbuddet er gratis, man får eget værelse og bad, og desuden er der tre måltider inkluderet dagligt, fortæller Rikke Albrektsen, der er direktør for social- og sundhedsområdet i Frederikshavn Kommune.
Visitationsenheden fanges på telefon 98 45 53 70
Der er telefontid alle dage fra kl. 08-15.