Energiske kinesere
Topembedsmænd fra Kina gæster igen Energibyen Frederikshavn
Energibyen får i dag mandag 6. november besøg af 15 topembedsfolk fra det kinesiske energiministerium, der skal høre om Frederikshavn Kommunes arbejde med omstillingen til vedvarende energi inden 2030 og herunder fjernvarmeløsninger samt cases fra lokale virksomheder bl.a. MAN Diesel & Turbo.
MAN Diesel & Turbo er en levende case på samarbejdet mellem fjernevarmeværker og virksomheder.
MAN brugte tidligere energi på at køle vandet fra test af skibsmotorer, men i dag ledes det varme vand fra test ind i det frederikshavnske fjernvarmenet.
Den kinesiske delegation er i Danmark frem til 10. november og Frederikshavn Kommune er udvalgt sammen med en række prominente private virksomheder og offentlige instanser til at dele den særlige danske viden og erfaringer på netop dette område.
- Et besøg som dette viser, at vi i Frederikshavn Kommune er med helt fremme, når det kommer til den grønne omstilling. Vi har konkrete eksempler på fjernvarmeløsninger i lokalsamfundet, og vores viden og erfaringer er netop det, kineserne efterspørger.
- Besøget giver os mulighed for at sætte lokale virksomheder i spil og bringe dem i kontakt med vigtige beslutningstagere på det kinesiske marked," siger projektchef for Energibyen, Poul Rask Nielsen.
VICTOR A/S er en lokal virksomhed, der arbejder med løsninger inden for fjernvarmen og leverer bl.a. rørinstallationer til varmeværker og i samarbejde med IESenergy A/S komplette varmepumpe anlæg.
Ole Nygaard, Direktør i VICTOR A/S, ser også et kæmpe potentiale for os i det kinesiske marked.
- De efterspørger i høj grad de teknologier, som vi arbejder med inden for fjernvarme. Vi kan på den ene side bidrage med vores erfaringer og dele vores viden, men vi håber selvfølgelig også, at vi kan få bare en lille del af det kæmpe marked, som eksisterer inden for fjernvarme i Kina, siger han.
Besøget er arrangeret af State of Green og den danske energistyrelse.