Endelig kunne Blå Kors åbne den nye genbrugsbutik
FREDERIKSHAVN: Onsdag 27. maj kunne Blå Kors endelig slå dørene op til den længe ventede genbrugsbutik i Læsøgade - i det gamle Økonomikøb
Det skulle have været med fest, farver, men den planlagte åbningsfest, som i øvrigt skulle have været midt i april, blev på grund af coronakrisen en lidt mere afdæmpet en af slagsen.
- De frivillige har virkelig knoklet for at gøre butikken flot og klar, så nu glæder vi os bare til at komme i gang, siger Annette Uldum Haahr, der er områdeleder for Blå Kors Genbrug i Nordjylland.
Anders Christensen, der er chef for Blå Kors Genbrug, klippede snoren og bød frederikshavnerne velkomne i den store flotte forretning.
Og der var mange der gerne ville kigge ind. Køen var lang foran butikken og man måtte kun lukke begrænset mængde ind.
Borgmester Birgit Hansen kiggede også forbi med en lykønskningsgave fra kommunen - og tilbød samtidig at forretningen kunne hente hendes gamle stuemøbler, da hun havde købt nyt.
Så inden længe er der mulighed for at købe en ægte borgmester-stue i butikken.
Blå Kors har haft en genbrugsbutik i Møllecentret i mange år, men lokalerne trængte efterhånden til en stor renovering, og lagerpladsen var alt for lille. Derfor valgte man at flytte i helt nye og større lokaler.
- Det er blevet en lys og lækker butik, som vi har glædet os til at vise frem for både nye og gamle kunder, siger Annette Uldum Haahr.
- Alt overskuddet fra butikken går til at hjælpe udsatte børn, unge og voksne i Danmark. Det betyder meget for de frivillige, og derfor håber vi altid på travlhed i butikken, så vi kan sende flest muligt penge af sted til det gode arbejde.
- Skulle man have lyst til at melde sig som frivillig, er man meget velkommen til det, siger Annette Uldum Haahr med et smil.
- Der er et rigtig godt fællesskab i butikken, som jeg varmt kan anbefale alle at blive en del af. Og lige nu er vi lidt i underskud af frivillige, så vi kan godt bruge et par ekstra hænder - det behøver ikke være mange timer om ugen, alt kan bruges.
Det er også et godt tidspunkt at komme som ny lige nu, hvor man kan være med til at sætte sit præg på den nye butik.
Butikken er i første omgang åben i hverdagene fra 13-17, men åbningstiderne kan variere på grund af coronakrisen.