En vild buket til prinsessen
Vilde blomster, hjertegræs, hjælme, smørblomster, mandstro og små margueritter - en del af dem plukket lige uden for døren i Skagens egen natur og nu samlet i en vild buket.
Buketten er til Prinsesse Marie, som er i Skagen for blandt andet at holde båltalen til dette års Sankt Hans på Sønderstrand. Og det er Tonnys Blomster, der står for blomsterkreationerne og buketten til arrangementet.
- Det er ikke så meget anderledes, end hvis vi havde lavet den til en anden, men vi har bundet den lavere, ligesom en brudebuket, så den ikke bliver så stor og tung at gå rundt med, siger Heidi Bakholt fra Tonnys Blomster i Skagen, som har bundet buketten til prinsessen.
Grøftekant i buketten
Buketten er bundet ud fra principperne i blomsterbutikkens helt særlige skagensbuket, som opstod lidt som en tilfældighed en dag, Sussi Crone Larsen fra Tonnys Blomster var ude og gå en morgentur med hunden.
- Pludselig havde jeg en hel favn fuld af vilde blomster, og så begyndte det faktisk der. Og derefter begyndte vi at bruge de vilde blomster og planter i vores buketter, siger Sussi Crone Larsen og fortæller, at det lige nu er grøftekantsblomsterne, der er i sæson, men at det også sagtens kan lade sig gøre at lave vilde buketter om vinteren med for eksempel, lav, mos og lærk.
Vilde med den vilde buket
Og den er populær, den vilde skagensbuket.
- Folk kommer helt fra Hirtshals og Aalborg for at købe den. Og vi har rigtig mange bestillinger på den til folk i sommerhuse, som ringer inden de kommer og bestiller. Men den står også længe, siger Sussi Crone Larsen og fortæller, at skagensbuketten nemt kan stå to til tre uger.