En super dag på genbrugspladsen
Sundhedscentrets ansatte fik mange gode snakke med trailerfolket
SKAGEN: I forbindelse med mænds sundhedsuge lørdag 15. juni var Sundhedscenter Skagens medarbejdere trukket i arbejdstøjet for at give en hånd med for at få tømt de mange propfyldte trailere, som havde fundet vej til genbrugspladsen.
Dette gav anledning til at komme i snak med mændene omkring deres generelle sundhed, og hvad de rent faktisk gør for at passe på sig selv og gøre noget godt for deres eget helbred.
Der blev målt kulilte, talje, samt blodtryk og der blev snakket om forebyggelse og det gode liv.
Trillebøren var fyldt op med pjecer, grøntsager og fuldkornsprodukter og på traileren var der kaffe på kanden.
- Til de mænd der ikke nåede ud på genbrugspladsen, er der mulighed for at træffe os i sundhedscentret på Hans Baghsvej, fortæller Bolette Edwards fra Sundhedscenter Skagen.