En kamp mod højdemeterne
Sæbynit med til tops på Tour de France bjerget Galibier for en verden uden sclerose
SÆBY: Om få uger skydes årets udgave af Tour de France i gang.
Men på en række af de mest afgørende bjergtoppe i Alperne, må Tour-feltet i år se sig slået på målstregen. Scleroseforeningens cykelevent Cykelnerven indtog nemlig de selv samme franske bjergtoppe allerede i midten af juni.
Her cyklede mere end 300 dedikerede cykelryttere otte udvalgte Tour-bjerge på bare fire dage.
Cykelnerven er Scleroseforeningens Tour de France-inspirerede cykelløb, som hvert år i juni sender hundredvis af dedikerede cykelryttere fra hele landet afsted mod de franske bjerge.
Her cykler de til tops på en stribe stejle bjerge kun få uger inden, Tour-feltet lægger vejen forbi de præcis samme bjergtinder. Målet med det hele er at indsamle penge til forskning i sclerose og sætte fokus på sygdommen.
Med otte stejle bjergtoppe på bare fire dage kommer man ikke sovende til målstregen som Cykelnerven-rytter.
Det kan de godt 300 deltagere i dette års udgave af Cykelnerven alle skrive under på. M
ens nogle deltagere kører på eliteniveau, har andre aldrig før kørt op ad et bjerg på cykel.
Blandt deltagerne var 37-årige Jan Sørensen fra Sæby, der kører for Team Nordjylland.
- Jeg fik konstateret sclerose i 2007, så det betyder rigtig meget for mig at være med til at samle ind til forskning i sclerose.
- Og så er jeg vild med cykling, hvilket gjorde Cykelnerven helt oplagt for mig, da jeg meldte mig for første gang for fem år siden.
- Jeg har været med så mange år i træk, fordi Cykelnerven bliver ved med at kunne noget for mig – jeg bliver en del af et stærkt fællesskab, jeg kæmper for en sag, der ligger mig meget nært, og jeg får lov til at møde både prøvede og uprøvede bjerge, fortæller han.
Når de professionelle ryttere rammer Alpernes klassiske bjergetaper til allersidst i årets Tour de France, har Jan Sørensen og resten af Cykelnervens ryttere allerede været til tops på en række af de samme bjerge:
Col du Vars – 2.109 højdemeter
Col d’Izoard – 2.360 højdemeter
Col du Lautaret – 2.057 højdemeter
Col du Galibier – 2.642 højdemeter
Col de L’Iseran – 2.770 højdemeter
Montée de Tignes – 2.089 højdemeter
Comet de Roselend – 1.967 højdemeter
Val Thorens – 2.365 højdemeter
Tour de France-rytterne rammer de præcis samme bjerge på Tourens 18. og 19. etape, som er de sidste og afgørende etaper, inden rytterne skal videre mod Paris og Tourens officielle afslutning.
Udover at være passionerede cykelryttere har Cykelnervens deltagere endnu en ting til fælles. De kæmper alle sammen benhårdt for at samle penge ind til forskning i sclerose og skabe opmærksomhed omkring sygdommen.
De har brugt månedsvis på både træning og indsamling til forskning, inden turen endelig gik til Frankrig. Og de mange ryttere, som er fordelt på ni hold fra hele landet, slog alle tidligere rekorder med et samlet indsamlingsresultat på mere end 5.560.000 kroner.
- På Cykelnerven kæmper vi alle side om side for en verden uden sclerose. Vores fantastiske ryttere har igen i år udvist kæmpe engagement og en viljestyrke uden lige.
- Vi er så stolte og ydmyge over den opbakning, som vi får fra hver eneste rytter på holdet. Vi kan næsten ikke få armene ned af ren lykke over det flotte resultat, som så mange mennesker har bidraget til at få i hus. Det gør virkelig en kæmpe forskel for alle dem, som lever med sclerose hver eneste dag, siger Scleroseforeningens Mette Hjulmand Leonhard-Hjorth, som er løbsansvarlig for Cykelnerven.
De mange ryttere er fordelt på ni hold fra hele landet, herunder Cykelnervens team i Nordjylland, som Jan Sørensen kører for. Holdet indsamlede i alt mere end 250.000 kroner, hvilket svarer til, at hver rytter samlede imponerende 31.500 kroner ind hver.
Det flotte beløb er resultatet af mange måneders frivilligt arbejde fra rytternes side.
De har både haft deres egne online indsamlinger, skaffet sponsorater fra virksomheder og arrangeret en stribe succesfulde events, som har bidraget med mange tusinde kroner til de ni holds indsamlinger.
Blandt de engagerede cykelnerveryttere er TV2s nyhedsværter Dennis Ritter og Mikael Kamber, ligesom tidligere OL-vinder Eskild Ebbesen og fodboldlegender som Thomas Helveg og Martin Jørgensen også er faste mænd på holdet.
- Cykelnerven kører lige i hælene på de største personligheder i Tour de France-historien. Her får vi som helt almindelige mennesker lov til at træde i pedalerne på de præcis samme bjergsider som stjernerytterne. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen andre sportsgrene, hvor man på samme måde får adgang til idolernes arena som her. Alle rytterne på holdet deler en passion for cykling, og for mig er det en stor ære at få lov til at køre med, fortælle historier fra Touren og gøre mit til, at deltagerne hver især får en ægte Tour de France-oplevelse med hjem, når alle bjerge er besejret, fortæller Dennis Ritter, som både er TV2s faste Tour de France-ekspert, nyhedsvært på TV2 News og ambassadør for Cykelnerven.