En god ankerplads

FDF’s Strandby Kalender 2019 med maritime pletskud fra havnen

09. november 2018 kl. 15.59
Opdateret kl. 16.48

STRANDBY: Karl Bjarne Kajgaard, bedre kendt som ”Bussi”, pryder forsiden af FDF’s Strandby Kalender 2019.

Den gamle fisker, iført blå kedeldragt, den klassiske Strandby-habit, med kasket på hovedet og med piben i munden, skuer ud over Kattegats bølger. Øjeblikket, der emmer af Strandby, er foreviget af Louise Krøgh, der også tidligere har bidraget med flotte pletskud til FDF’s kalender, der er udkommet hvert år siden 2011.

Temaet i 2019-udgaven af kalenderen er ”En god ankerplads”, og motiverne er alle hentet på og omkring havnen, der er Strandbys livsnerve.

Bent Jørgensen fotograferer med drone og tager os med op i højderne og viser Strandby fra mågernes perspektiv.

Christian Nielsen har ”skudt” en af de sidste snurrevodskuttere, FN20, Britta Aaen, på vej ind gennem havnen, og Rico Eiersted bidrager med flere fotos, blandt andet fra ”Sjov på Strandby Havn”, et af de nye initiativer, der om sommeren er med til at skabe liv på havnen og trække tusindvis af gæster til byen.

Strandby Kalender 2019 er i handelen fra den 10. november. Prisen er 100 kroner, og kalenderen kan købes hos DagliBrugsen i Strandby, FDF’s Loppeladen, Nordjyske Bank i Streandby samt hos Engsig Bog&Idé i Frederikshavn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste