En frisk stemme på Naturmødet

Frisk i Naturen tog teten og skabte indsigt i naturens betydning fro psykisk sårbare

29. maj 2019 kl. 11.20

KOMMUNEN: Frederikshavns helt unikke projekt - Frisk i naturen - var naturligvis med, da fokus blev sat på naturen ved det store politiske møde i Hirtshals,

Med finansiel støtte fra Nordea fonden og socialudvalget i kommunen var det lykkedes at skabe rum til Frisk i Naturen på stand nr. 66.

- Vores stand blev de sårbares naturstemme - akkurat som vi havde håbet, fortæller Erik Holm Sørensen, naturpædagog og leder af Frisk i Naturen.

Over de tre dage deltog flere end 20 af de psykisk sårbare deltagere i arrangementet og gav dermed lyd til hvilken effekt naturen har haft for dem.

- Derfor kom vores stand da også til at få et meget stærkt udtryk i al sin enkelthed, siger Erik Holm Sørensen, der fik et kontant skulderklap af Sigrid Andersen, der er direktør for Dansk Ornitologisk Forening.

Hendes melding til Erik Holm Sørensen var nemlig, at Frisk i Naturen var absolut bedste stand ud af de 85 - fordi det ikke var standens udsmykning men budskabet fra standens mange psykisk sårbare, der bar igennem.

Det skete ved uformelle møder mellem Frisk i Naturens medlemmer og de besøgende på Naturmødet og i de mere formelle seancer, hvor Jan Michael Madsen interviewede seks brugere om hvilken værdi Frisk i Naturen havde haft for dem.

Særligt ved sessionen fredag var der fuldt hus - og det har givet genlyd, siger Erik Holm Sørensen.

- Det unikke ved vores stand var at man kunne tale med deltagere, frivillige ansatte og professionelle ansatte i Socialpsykiatrien om naturens positive effekt menneske til menneske. Her kom vi tættere på end mange stande, der var befolket med eksperter, siger Erik Holm Sørensen

Fredag fortalte borgmester Birgit Hansen, hvorfor er Frisk i Naturen er et værdifuldt projekt for sårbare mennesker og Socialdemokratiets sundhedspolitiske ordfører Flemming Møller Mortensen, fulgte op ved at give projektet landsperspektiv.

- Og så gav han i øvrigt håndslag på, at han vil gøre alt for, at sikre projektet et landspolitisk plads, siger Erik Holm Sørensen.

Det samme gjorde repræsentanter fra Kommunernes Landsforening og Erik Holm Sørensen er slet ikke i tvivl om, at det er brugernes åbenhjertige beskrivelser af naturens effekt, der åbner disse døre.

- Man kan simpelthen se, hvor meget de psykisk sårbare brænder for det her. Ellers havde vi aldrig haft 23 brugere med til Hirtshals - hvor af en enkelt var nødt til at tage toget og cyklen med for at være en del af holdet.

- Det er stærkt, når man betænker, hvilke barriere de hver især skal overskride for at lade sig interviewe i fuld offentlighed eller dele flyers ud på gadehjørnerne, siger Erik Holm Sørensen, der kan glæde sig over, at projektet fik så kontant en bevågenhed på mødet, at tre kommuner nu har købt projektet for at lade det udfolde i deres natur-rum.

- Men det har også vist, at Frederikshavn er foregangskommune på dette felt, siger Erik Holm Sørensen.

Standen havde deltagelse fra Skagen, Sæby og Frederikshavn støttecenter og Mariested.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste