En dejlig skoddag
Stor opbakning til affaldsindsamlingsdag ved Palmestranden
FREDERIKSHAVN: På en af årets sidste sommerdage, var der mødt over 50 personer op i alle aldre, for at hjælpe med at indsamle cigaretskodder, plast og øvrigt affald fra strand og klitter omkring Palmestranden.
I de to timer arrangementet varede, blev snapperne ivrigt anvendt.
Der blev hygget, snakket og indsamlet en masse affald. Arrangementet sluttede med kaffe, kage og selvfølgelig slushice ved ishuset.
Skoddagen blev en stor succes og mange af deltagerne, ikke mindst de yngre havde en fantastisk dag, og flere opfordrede til en gentagelse.
Arrangementet var arrangeret af Palmestrandens Ishus, Park & Vej og Havheksene, og det var en tilfældighed, at det blev på samme dag som World Clean Up Day, der forløb over hele verden netop lørdag.
Havheksene er et forum på Facebook startet af Anne Mette Rye – også kendt som Nissemor.
Her prøver hun at skabe fokus på affaldsproblemer i vores natur.
Navnet Havheks har Anne Mette fået, da hun godt kan finde på at skælde ud, hvis hun ser nogen svine i naturen.
Elvin Frandsen fra Palmestrandsens Ishus og Michael Nielsen som er beachkeeper ved Park & Vej, kunne se ideen i at samarbejde med Anne Mette omkring affaldsproblemet.
Et af samarbejdets første succeser var sommerkampagnen ”Saml en spand affald og byt til en Slushice”, som gik hele landet rundt.
Samarbejdet resulterer nu også i opstarten af foreningen ”Palmestrandens Venner”, som har stiftende generalforsamling den 3. oktober.
Formålet med foreningen bliver, udover at hjælpe til at holde området rent, at udvikle hele området i samarbejde med brugerne.