En af FfI’s store kæmper er død
Svend Poulsen, der var med på FfI’s første guldalderhold, blev 83 år
Endnu en af de store fodboldspillere fra FfI’s storhedstid i 60’erne, Svend Poulsen, er død.
Som alle øvrige spillere på holdet stod Svend Poulsen i skyggen af holdets helt store stjerne, Harald Nielsen, kaldet Guld-Harald, men Svend Poulsen, der opnåede flere kampe på B-landsholdet, var et talent, der også burde være på tale til A-landsholdet.
Det mente Danmarks dengang førende sportsjournalist, Politikens, Magnus "Simon" Simonsen, der overværede FfI spille mod Ikast i 2. division.
"DBU’s udtagelseskomité bør omgående kigge på Svend Poulsen, venstre halfback hos FfI, der i Ikast var kampens bedste spiller. Hans arbejdsområde og udholdenhed er imponerende, og han er lige så effektiv i angreb som i forsvar. Han tackler igennem hver gang og er stærk i nærkampe, har et fortræffeligt overblik og afleverer godt", lød den anerkendende fra Politikens "Simon".
- Bedre beskrivelse kunne ikke gives af Svend, som var fast gæst, når vi havde samling på Fodboldvej. Svend var en stabil og farverig person og hans altid gode humør gjorde, at det var en fornøjelse at være sammen med ham. Æret være, Svends minde, siger Mogens Nyeng Hansen, mangeårigt bestyrelsesmedlem i FfI, der holder liv i minderne fra de gode gamle fodbolddage ved flittigt at dele klip fra de tykke scrapbøger om FfI’s guldalder.
Svend Poulsen blev 83 år.