Billede beskrivelse

Emma Gad i ord og taktfulde toner

05. marts 2018 kl. 08.20

I anledningen af 100 året for Emma Gads Takt og Tone turnerer Teatret OPtimis med en Kabaretforestilling, om bogen, som de fleste har en mening om, men som de færreste faktisk aner, hvad indeholder.

Begreberne "Emma Gad" og Takt og Tone" er en del af vores kultur og noget, vi alle ofte referer til.

I Teater OPtimis’ opsætning lærer vi Emma Gads udgivelse at kende på en humoristisk og underholdende måde, og måske bringer den lidt takt og tone ind i vores nutidig liv?

Forestillingen kan opleves lørdag 10. marts, kl. 16 på Frederikshavn Bibliotek.

Året er 1968.

Vi befinder os i et af DRs TV-studier hvor underholdningsprogrammet "Kender De Deres Klassikere?" er ved at blive optaget. Ugens gæst er den kendte visesanger og entertainer Otto Schønberg, der til sin store forundring skal stifte bekendtskab med Emma Gads "Takt & Tone".

I starten er Schønberg uvidende og fordomsfuldt nedladende over for både Gad og bogen, men efterhånden som han langsomt lærer den at kende, forundres han over de tidløse kommentarer til vores opførsel, de mange, sjove betragtninger og det store menneskekendskab.

Schønberg - og med ham forhåbentlig også publikum - ender således med at blive overrasket, nuanceret interesseret og varm om hjertet.

Undervejs bliver publikum præsenteret for sjove citater, oplæsninger fra bogen, alvorsord, afsnit om Emma Gad som person samt masser af kendte viser og sange, som på underholdende vis kommenterer indholdet.

- Det er en stor fornøjelse for tredje gang at kunne byde velkommen til Teater OPtimis, som tidligere har gæstet Frederikshavn Bibliotek med to lignende musikalske forestillinger, fortæller bibliotekar Pernille Lisborg.

- Vi håber, at rigtig mange har lyst til at blive udfordret på takt og tone, og da publikum nu "skal i fjernsynet", bedes de tage pænt tøj på, siger Lisborg med et glimt i øjet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste