Eleverne får styr på stavene
Skolernes Floorballdag afvikles i Arena Nord
FREDERIKSHAVN: Tirsdag den 6. november skal skolebørn i Frederikshavn svede og grine i jagten efter den hvide floorball i Arena Nord.
"Skolernes Floorballdag" foregår over hele landet og er en del af det landsdækkende sundhedsprojekt Aktiv Året Rundt. Projektet er støttet af Nordea-fonden.
Skolernes Floorballdag retter sig mod elever fra 0. - 3. klasse og dagen kommer til at byde på masser af floorballspil, så børnene gennem sjov og bevægelse får en forsmag på alt det gode, floorball kan tilbyde som fritidsaktivitet.
Det er Frederikshavn Blackhawks, der står for arrangementet i Frederikshavn.
- Floorball er en sjov sport, som let fanger, da det er en let tilgængelig sport, som ikke kræver en masse udstyr. Alle kan være med uanset alder og niveau, hvilket er et vigtigt parameter. Man er i bevægelse hele tiden, når man spiller, og det giver god motion, fortæller Thorbjørn Ovedal fra Floorball Danmark.
Skolernes Floorballdag er en del af Danmarks største sundhedsprojekt for skoleelever, Aktiv Året Rundt, som er økonomisk støttet af Nordea-fonden.
Projektets mål er, at børnene opnår sundere vaner og oplever, at det kan være sjovt at være sund.
Gode og sunde vaner grundlægger vi nemlig i barndommen, så filosofien er, at "Skolernes Floorballdag" sammen med projektets mange andre "idrætsdage" kan give lyst til mere.
- Vi vil gerne vise alle de muligheder, der er for at dyrke sport i Danmark. Der er ikke kun håndbold og fodbold, men også kajak, dans, brydning og meget andet, som vi også laver arrangementer på hen over året. Målet er, at der kommer flere børn i idrætsforeningerne, så børnene får varige sunde vaner, siger projektleder Anders Flaskager fra Aktiv Året Rundt.