Dyrlægen: Tryghed i en coronatid

26. april 2020 kl. 16.15

Så er hverdagen så småt vendt tilbage hos landets dyrlæger efter syv ugers corona nedlukning. På Frederikshavn Dyrehospital har vi ikke blot slået den normale hovedindgang op for vore kunder. Vi har suppleret med hele to ekstra indgange til hospitalet, så alle kan komme sikkert både ind og ud, helt uden risiko for at løbe ind i smitte fra andre.

Det er vigtigt, at vi kommer godt og hurtigt i gang af hensyn til dyrene. Under første del af corona nedlukningen har vi kun kunnet behandle akut syge dyr, betændelsessygdomme, brækkede ben osv.. Alt det forebyggende har ligget stille. Det kan gå en tid, men varer det for længe, kan det ende i alvorlige epidemier blandt kæledyr, fordi de ikke bliver vaccineret i tide.

Derfor har vi som alle vore kolleger gjort alt, hvad vi kan, for at sikre mod spredning af coronavirus blandt mennesker samtidig med at vi sikrer, at vore kæledyr ikke ender med at betale med deres liv, mens vi venter på, at Covid 19 ikke længer er en sundhedstrussel.

Som dyrlæger er vi vant til, at hygiejnen skal være i top. I forbindelse med coronaen er det ikke tilstrækkeligt. Det er et lumsk virus, der smitter hurtigt og nemt mellem mennesker. Så udover, at vi bærer mundbind og som normalt sørger for en optimal hygiejne, er vi er nødt til også at sikre, at ejerne af vores patienter ikke risikerer at smitte hinanden med corona.

Derfor har vi etableret to ekstra indgange, så alle kan komme ind og ud uden at møde andre.

Vi har indrettet tidsbestillingen, så der kun er en patient med sin ejer ad gangen på klinikken, fordelt med så stor margin, at der er plads til at få folk og dyr ud, før andre kommer ind.

Venteværelset er lukket. Trækker en undersøgelse eller behandling længere ud end ventet, har vi et dejligt udeområde, hvor folk kan vente, hvis vejret er til det. Ellers i deres biler.

Vi har naturligvis også strenge retningslinjer for, at medarbejdere ikke møder på arbejde, hvis der er den mindste mistanke om coronasmitte.

Alt i alt føler vi os så godt sikret, at vi med ro i sindet byder vore kunder velkommen tilbage til behandling, sundhedstjek og vaccinationer i trygge rammer på klinikken.

Det sundhedsforebyggende arbejde er vigtigt. Hvis ikke hunde og katte bliver vaccineret mod alvorlige, smitsomme sygdomme som hundesyge, parvovirus, kennelhoste og calicivirus, så vil coronakrisen ende i, at vi også får alvorlige epidemier blandt hunde og katte.

Samtidig betyder de faste sundhedstjek, at alvorlige sygdomme bliver opdaget, før de bliver så alvorlige, at hundens eller kattens liv er truet. Det gælder f.eks. hjertesygdomme, som, hvis de opdages i tide, kan behandles, livskvaliteten forbedres og levetiden forlænges.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste