Dyrlægen: Hugorme på krigsstien
På lune pletter ligger hugormene nu og soler sig. Det gør de fra nu af og til oktober. På dyrehospitalet ved vi, at hugormene er der, og at hundeejere, bør være på vagt. Vi får hvert år hunde ind med hugormebid. Langt hovedparten kan behandles, når de kommer ind i tide, men hvert år er der hunde der dør af giften.
Hugormen er Danmarks eneste giftige slange. Når den hugger sprøjter den ca. 30 milligram gift ind i sit bytte, hvad enten det er stort eller lille. Det kan blive katastrofalt for en lille hund, måske mindre for en større. Men under alle omstændighed er giften så aggressiv, at langt de fleste hunde får så alvorlige symptomer, at de skal behandles.
Ind imellem hører jeg hundeejere give udtryk for, at hugormens gift ikke er farlig. Og at de i øvrigt aldrig har set en hugorm, selv om de færdes på lyngklædte og sandede område, der regnes for hugormens foretrukne. Selvfølgelig kan man være heldig. Men statistikkerne viser, at antallet af hugorme er stigende efter, at de blev totalt fredet i 1981.
Derfor dette lille opråb til hundeejere: Der er tale om gift, så er du så uheldig, at din hund bliver bidt, så bør du reagere.
Hvis din hund bliver bidt, vil den normalt hyler op eller give et piv fra sig, når den rammes af hugget. Ofte vil den efterfølgende pibe, slikke sig på bidestedet, blive træt og vil ikke bevæge sig. Ret hurtigt efter biddet vil området omkring bidstedet begynde at svulme op. Du skal kigge efter to bidemærker lige ved siden af hinanden, svarende til de to gifttænder, men de er små og kan være meget svære at finde.
Bides i snuden
Langt hovedparten af hundene bliver bidt i snuden, når de nysgerrigt snuser til hugormen, men en del også i poten, når de løber hen over den.
Nogle hunde reagerer så kraftigt på hugormens gift, at den udløser et chok med svag puls, blålige slimhinder, lav hudtemperatur på især ører og poter. Der kan også opstå kramper, uro og angst.
Ring straks til din dyrlæge, så I kan aftale, hvordan du skal forholde dig. En hund, der reagerer på et hugormebid skal i behandling så hurtigt efter biddet som muligt.
Din dyrlæge vil undersøge din hund for at se om der kan være tegn på begyndende tegn på chok. Behandlingen kan bestå i indlæggelse, væsketerapi og forskellige slags betændelses- og smertestillende midler.
Der findes ikke en egentligt modgift til behandling af hugormebid som kan bruges til hunde, derfor er smertelindring og kærlig omsorg de vigtigste elementer i behandling af din hund hvis den bliver bidt af en hugorm og ikke får et livstruende chok, hvilket heldigvis er de færreste det sker for.
Bidt af en hugorm
Min egen gamle labrador Luna, var så uheldig at blive bidt af en hugorm for tre år siden under en gåtur i Sæby, hvor vi bor. Pludselig peb hun og sprang tilbage. Jeg tænkte ikke nærmere over det, før vi kom hjem, og hendes hoved begyndte at hæve voldsomt. Så faldt tiøren. Og jo, der var to små huller i overlæben. Så jeg satte straks behandling i gang. Men på trods af behandlingen var hun hævet og skidt tilpas i flere dage, så der blev forkælet med godbidder og ekstra kram i de dage. Efter en uge var hun helt ovenpå igen - heldigvis.
Det kan være lidt af en forskrækkelse at opleve, at ens hund bliver bidt af en hugorm, især hvis hundens reaktion er kraftig. Derfor er det altid godt at være forberedt og kende symptomerne, og hvad man selv skal gøre for at hunden kommer så godt gennem oplevelsen som muligt.
Det er et uheld
Et bid er et uheld. Helt lavpraktisk kan man forebygge det ved holde sin hund i snor, hvis man færdes i hugormeland. Måske lidt ærgerligt, hvis familien og familiens hund ferierer i et sommerhusområde med fri adgang til områder, hvor hundesnoren ikke er et krav.
Så mit gode råd er: lad hunden få frie tøjler og en masse god motion, men hold øje og reager hvis hunden viser nogle af de symptomer, jeg har nævnt her. Hvis du aner uråd. Så ring til dyrlægen og få et godt råd.
Faktaboks
Hugormens kendetegn:
- De fleste hugorme er gråbrune med en velafgrænset mørkere zigzag-stribe ned ad ryggen.
- Enkelte hugorme er helt sorte.
- Den giftige hugorm kan forveksles med den ugiftige snog. Forskel: Snogen har næsten altid to gule nakkepletter.
- Hugormen har fire-fem millimeter lange tænder i overmunden, som er forbundet med giftdepoter i overmunden. Giften sprøjtes ind i byttet gennem kanaler i tænderne.
- Hugormens foretrukne leveområder er lyngheder og sandede områder, men den findes næsten overalt i Danmark.
Har du spørgsmål til dyrlægen, så send en mail til
info@frederikshavn-dyrehospital.dk