Billede beskrivelse

Det er knastørt i øjeblikket - sådan forholder du dig til tørken

16. juni 2023 kl. 17.01

Det er meget tørt i øjeblikket over hele Danmark, hvor der over hele landet stort set ikke er faldet regn i næsten en måned - ej heller i vores landsdel, hvor tørkeindekset også ligger på det maksimale 10.

Jordvandsmagasinerne mangler derfor, hvad der svarer til 100 millimeter vand, så landmænd og haveejere er virkelig begyndt at hungre mere efter vand til markerne og haverne.

En større byge eller et tordenvejr med en skylle kan derfor ikke i sig selv rette op på tørken lige nu - der skal mere vedvarende nedbør til for, at situationen bliver mere normal.

Hvordan skal man forholde sig?

Når det er så tørt, som det er lige nu, så stiger risikoen også for forøget brandfare - et cigaretskod kan sætte gang i en unødvendig brand, der kan vokse på ganske kort tid.

Samtidig bør man ej heller parkere sin bil over høj græs eller lignende, eller grille i nærheden af noget, der kan brænde - herunder en hæk eller en busk, fordi naturen er så tør.

Derfor er det også godt at have vand klar med en haveslange, hvis uheldet nu skulle være ude - hvis man er haveejer, så higer mange planter og buske efter vandet alligevel.

Mange landmænd er dog i en sværere situation, for de skal søge kommunerne om lov til at bruge mere vand på deres marker, og det tager dyrebar tid med ansøgningerne.

Flere afbrændingsforbud på vej

Fornyligt er afbrændingsforbuddet blevet udvidet til flere områder i landet - det er derfor vigtigt, at man holder øje i de lokale medier med, hvad for nogle regler, der er gældende her.

Det er usikkert, om det varme sommervejr får indflydelse på årets bål til Sankt Hans her i Vendsyssel, men man skal nok ikke blive overrasket, hvis det ender med at gøre det.

Lidt ustabil luft, der kan skabe noget regn, kan dog lave om på det - uanset hvad, så er det for langt de fleste med at nyde, at det endelig er blevet sommer igen, og at de lyse timer igen er hos os.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste