To morgener om ugen er der træning på skoleskemaet for gymnasieleverne, der er tilknyttet Sportsakademiet
Livet her

Derfor er mental træning på skoleskemaet

07. december 2022 kl. 18:57

Det kræver mere end talent at opnå succes.

Det er en af hovedpointerne, når sportseleverne på kommunens ungdomsuddannelser får mentaltræning, som en del af den særlige indsats for unge elever tilknyttet Sportsakademiet i Frederikshavn.

Sportsakademiet er et samarbejde mellem sportsklubber i kommunen og ungdomsuddannelserne på Frederikshavn Gymnasium, Frederikshavn Handelsskole og Teknisk gymnasium.

Som en del af Sportsakademiet følger eleverne en almindelig klasse på en ungdomsuddannelse, men bliver givet tid til træning - og fleksibilitet til at deltage i stævner, kampe og lignende.

Mentaltræning på skoleskemaet

Og som noget nyt får eleverne altså nu også tilbudt mentaltræning under deres uddannelse.

Det er mentalcoach og lektor på Frederikshavn Handelsskole Stefan Wesley, der står for mentaltræningen, som de unge på Sportsakademiet nu har på skemaet nogle gange om året.

- Talent er vigtigt, men det betyder ikke noget, hvis man ikke er flittig. Ens indstilling til tingene og motivation er rigtig vigtig for at blive god til sin sport og holde fast, også når det er svært, siger mentaltræneren og pointerer, at noget af det, der arbejdes med i mentaltræningen, er at blive bevidst om de mentale udfordringer, som kan være helt naturlige, men som også kan blive barrierer i ens sportspræstationer.

- Det vil vi gerne italesætte og give eleverne nogle værktøjer til at arbejde videre med det, siger mentalcoachen.

Johannes Ravn er med erfaringen blevet mere bevidst om, hvordan hans temperament har påvirket hans fokus på badmintonbanen.

Styr temperamentet!

Badmintonspilleren Johannes Ravn fra Skagen, som går i 3.g på Frederikshavns Gymnasium, kender alt til, hvordan det mentale kan påvirke ens præstation.

- Jeg har tidligere godt kunne være en lidt aggressiv type på badmintonbanen, og det betød, at jeg kom til at blokere mig selv og fuldstændig mistede fokus på kampen, hvis jeg kom bagud, siger den unge badmintonspiller, som dog med årene har lært at styre temperamentet.

For Johannes betyder det sociale i badminklubben allermest.

Og den unge judokæmper Raluca Elena Amza fra Skagen har haft lignende oplevelser med temperamentet.

- Jeg har lært at styre mit temperament hen ad vejen, fordi der ikke kommer noget godt ud af det, siger hun og fortæller, at det at holde sig mentalt skarp for hende også handler om at få den rette kost, så hjernen fungerer optimalt. Raluca går også i 3.g. på Frederikshavn Gymnasium og træner judo både i Skagen og med Team Danmark i Aalborg.

Både Johannes og Raluca har været glade for at være en del af Sportsakademiet.

- For mig betyder det alt, at jeg kan dyrke min sport, for den er med til at give mig en fordel i min fremtid, fortæller Raluca Elena Amza og forklarer, at hun gerne vil søge ind på politiskolen og at hendes judotræning i den sammenhæng vil give hende en fordel - samtidig med at hun har fået en gymnasial uddannelse. Men drømmen om en stor sportskarriere har hun ikke.

Raluca Elena Amza bruger sin sport målrettet i forhold til hendes fremtidsplaner om at ville være politibetjent

- Jeg begyndte for sent på judotræningen. Jeg var ti år, da jeg startede, så jeg har nok svært ved at nå helt til tops, siger judokæmperen.

Og Johannes har det lidt på samme måde med badmintonspillet.

- Sport handler ikke kun om at blive den bedste, men også om det sociale. Det sociale har altid været meget vigtigt for mig. Også for fem år siden, hvor jeg nu også drømte om at komme på verdensranglisten. Det drømmer jeg ikke længere om, men det gør ikke noget, for jeg får så meget andet ud af at dyrke min sport, siger den 18-årige badmintonspiller.

Annonceret indhold

Nyeste