Billede beskrivelse

Der bydes på boblevand og kransekage

Foreningen Nordens generalforsamling i Frederikshavn bliver en festdag, hvor blandt andet forkvinden gennem 25 år fejres

11. marts 2020 kl. 08.01

KOMMUNEN: Medlemmerne af Foreningen Norden Frederikshavn-Sæby kan snart fejre endnu et jubilæum.

Denne gang er det foreningens dynamiske forkvinde, Karin Arveschoug Jensen, der under og også efter generalforsamlingen i afdelingen mandag 23. marts vil blive hyldet for ikke færre end 25 år i formandsstolen..

Sidste år var det afdelingens 75 års jubilæum og landsforeningens 100 års jubilæum, der blev behørigt markeret.

Efter dette års generalforsamling i Sognehuset på Kirkepladsen med start kl. 19 bydes de fremmødte af foreningens cirka 140 medlemmer på boblevand og kransekage, fulgt af ost og rødvin og et foredrag af arkivar Erik Christensen med titlen “Handel over Kattegat”

Karin Arveschoug Jensen har gennem årene sammen med skiftende - og oftest meget trofaste bestyrelsesmedlemmer - stået bag et overflødighedshorn af kulturelle aktiviteter i en fællesnordiske kontekst.

- Vi rejser i Norden. Vi oplever koncerter, følger med i udstillinger og nye museumsbygninger, fortæller Karin Arveschoug Jensen om de mange rejser, koncert-, teater-, kunst- museumsbesøg i Norden samt spændende udflugter og kulturelle arrangementer herhjemme.

Og så har lokalforeningen også Nordisk Litteratur Danmarks største læsegruppe.

Delt op i fem læsekredse samles gruppen hver måned i Sognehusets lokaler til en god debat om de læste bøger og afrundet med fælles kaffebord og sang.

Om forkvinden også efter generalforsamlingen hedder Karin Arveschoug Jensen, vil vise sig.

Hun er på valg, og som hun siger: “Jeg tager et år af gangen”.

Trods de mange kræfter hun gennem så mange år har lagt i foreningen, bliver der tid til golf og rejser også uden for Norden, ikke mindst hyppige besøg hos sønnen, svigerdatteren og de fem børnebørn i Miami. -halb

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste