Der blitzes løs
Travle nordjyder behængt med fartbøder
NORDJYLLAND: 65.534 bøder uddelte politiet til borgerne i Nordjyllands Politikreds sidste år.
Det viser en opgørelse hos Nordjyllands Politi.
Det er især trafikken, der skaber problemer for nordjyderne.
92 procent af bøderne er nemlig givet for overtrædelser af færdselsloven.
Specielt farten har nordjyderne det svært med.
82 procent af alle bøderne blev uddelt på grund af for høj hastighed.
Det skyldes blandt andet den automatiske trafik kontrol, der har blitzet løs mod særligt de travle nordjyske bilister.
- Det virker voldsomt, når man sidder og kigger på tallene. Jeg kan ikke sige, om det er, fordi man generelt tager let på det at køre for stærkt. Der er i hvert fald nogen, der tager chancen og ignorerer hastighedsbegrænsningerne, siger politiinspektør Claus Danø, Nordjyllands Politi.
Langt de fleste borgere vidste godt, at de havde brudt loven, da de fik en bøde. Men der er også nogle få, der ikke var klar over, at det, de gjorde, rent faktisk var ulovligt.
- Men man har altså en forpligtelse til at kende landets love og regler. Så bare fordi man ikke kender loven, kan man ikke gå fri for straf, siger Claus Danø.