De forfulgte drømmen

03. maj 2017 kl. 07.00

Der er stor sandsynlighed for, at du selv har tænkt tanken: At rive hele tilværelsen op med rode og prøve noget nyt i et helt andet land.

For ingen kan vel sige sig fri fra indimellem at ønske sig et andet sted hen. Græsset er som bekendt oftest grønnere alle mulige andre steder. Men der er langt fra tanke til handling, og det er alligevel de færreste, der har modet til at tage drømmen til næste niveau og gøre alvor af sagerne.

Den gode gamle danske tryghedsfornemmelse - blandet med lidt magelighed, måske - kan stå i vejen, og for de fleste bliver det ved drømmen.

Men for strandbynitten Heidi Winther og hendes familie udviklede det hele sig anderledes, og sammen med sine to børn, Alex og Ida på 17 og 14, og sin nye mand, Rasmus, tog hun for et par år siden beslutningen om at udnytte en mulighed for at komme til at bo i USA i en ikke nærmere afgrænset periode. Og det har hun aldrig fortrudt.

- Min mand, Rasmus, fik et tilbud om et job i produktionsvirksomheden Dupont, og vi besluttede i første omgang, at Rasmus skulle tage af sted alene det første år. Men siden begyndte forberedelserne til, at vi skulle derover og bo som familie. Så vi lejede huset i Strandby ud, der blev søgt orlov på jobbet, og så var det afsted.

Heidi Winther havde indledningsvis en del overvejelser, der gik på, hvorvidt familien overhovedet skulle rejse. Hun vidste godt, at opholdet i USA ville byde på mange udfordringer.

- Ja. Skal vi? Skal vi ikke? Det var dilemmaet. Man tager jo et stort spring ud i det store uvisse, og man forlader en hel masse herhjemme, som man sikkert vil komme til at savne. Men vi blev enige om at rejse, fordi vi kunne lide udfordringen, og det skulle vise sig at blive helt fantastisk.

Så sammen med sine to børn rejste Heidi Winther til byen Kennett Square, der ligger en times kørsel fra Philadelphia i staten Pennsylvania, hvor de forenedes med Rasmus Winther. Og så startede et nyt liv, der skulle komme til at indeholde spændende, men også helt anderledes ting at forholde sig til.

Meget bureaukrati

- Intet var nemt. Der var så meget, man nødvendigvis måtte få til at gå op. Begge mine børn skulle eksempelvis starte i high school. Alex på sidste år og Ida på første. Men vi blev mødt af så meget bureaukrati, der skulle håndteres, inden vi overhovedet var startet på en hverdag, og der kunne vi meget nemt være kommet i klemme.

- Jeg kan give et eksempel: Når en elev i USA skal dyrke sport i forbindelse med sin skolegang, skal man have de rigtige vaccinationer, ellers må man ikke deltage, og man skal skrive under på en hel masse for at kunne dokumentere konsekvenserne af en eventuel skade. Meget bureaukratisk.

Hjemmegående husmor

Heidi Winther er uddannet folkeskolelærer, men i USA blev hun nu hjemmegående husmor. Udover ekstraordinær tid til samvær med sin familie gav det hende en mulighed for at studere det amerikanske samfund på nært hold. Og hun oplevede amerikanerne som et yderst venligt folkefærd:

- Vi mødte en helt utrolig hjælpsomhed. Amerikanerne ville så gerne have, at vi skulle opleve deres samfund fra den bedste side. Man skulle ikke spørge mere end én gang, så kom der mails med forklaringer på både det ene og det andet. Amerikanerne var meget imødekommende, og vi har fået venskaber, der kommer til at holde evigt, og det gælder også vores børn. Og de tager for resten tilbage til Pennsylvania på ferie i løbet af den kommende tid.

Torne i amerikansk drøm

Men træerne vokser trods alt ikke ind i himlen, og der var også torne i Heidi Winthers amerikanske drøm:

- Vi dumpede ned i et område, hvor folk havde mange penge, og det slog mig for alvor, at der er utrolig stor forskel på folk i USA. Vi vidste på forhånd, at vi ikke skulle til Delaware, for der er skolerne eksempelvis ringe. Nu kom mine børn så til at gå på Unionville High School, og den rangerer som den 13. bedste skole i hele USA.

- Her så vi med egne øjne, at meget få mennesker ejer utroligt meget, og dén sociale ulighed kan godt virke skræmmende. Det ser vi trods alt ikke i Danmark.

Familien Winther er hjemme i Danmark igen. Deres udlandseventyr kom til at vare præcis et år, og de har alle fået en oplevelse for livet. Og der er ikke nogen garanti for, at familien ikke på et senere tidspunkt skal på en længere rejse.

Prøver gerne igen

- Nej, vi kunne godt finde på at stikke afsted igen. Jeg vil til enhver tid benytte lejligheden, hvis den skulle byde sig, for vores USA-tur har givet os mod og lyst til at se og opleve nyt. Vi har virkelig fået interesse i at lære andre kulturer at kende, og det har været udviklende for os alle, at vi har kunnet sammenligne os med andre.

Heidi Winther slår dog fast, at hun og familien aldrig vil forlade Danmark permanent. Dertil er der for mange ting at glæde sig over.

- Når man har set amerikanernes udgave af et sundhedssystem, så sætter man virkelig pris på det, vi har i Danmark.

Bedst i Danmark

- Både jeg og Rasmus er enige om, at man får noget for sine skattepenge i Danmark. Overordnet kan man sige, at vores rejse tydeligt har vist os, at vi godt ved, hvor vi hører hjemme.

- Vi vil aldrig overveje at flytte bort definitivt. Der er simpelthen for mange ting i Danmark, vi sætter pris på. Det gælder især vores familie og venner.

Men USA har alligevel sat sig sine spor hos familien Winther. Og en dag går turen måske til fjerne egne igen.

Eventyrlysten er gået i blodet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste