De første tun er fanget og mærket

De fem fisk er blandt andet fanget i Skagerak ved Skagen

14. september 2017 kl. 09.00

Af Marianne Isen

marianne.isen@nordjyske.dk

I weekenden 9-10. september lykkedes det at sætte satellit-mærker på de første fem blåfinnede tun. Mærkerne skal afsløre, hvorfor tunen er vendt tilbage til Norden efter 50 års fravær.

Lørdag lykkedes det forskere fra DTU Aqua, WWF Verdensnaturfonden og Sveriges landbrugsuniversitet i samarbejde med en lang række sportsfiskere at fange, mærke og genudsætte fem blåfinnede tun i Skagerrak. De mærkede tun vejer mellem cirka 130 og 285 kilo og er dermed nogle af de allerstørste rovfisk i vores farvande.

- Det har været nogle hektiske dage med hård vind og vanskelige forhold for os. Derfor er vi ekstra glade for, at vi har fået en god start på projektet, og at flere tun allerede nu svømmer rundt med vores sendere og indsamler viden til os. Den viden er vigtig for, at vi kan passe bedre på vores sårbare tun, og at tunen forhåbentlig igen kan blive en fast bestanddel af den danske havnatur. Alle danskere har ret til at kunne se en tun i Danmark, siger generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden Bo Øksnebjerg.

- Blåfinnet tun er tilbage i danske farvande efter årtiers fravær. De mærkede tun vil hjælpe os med at forstå, hvorfor de er kommet tilbage, og hvordan vi kan sikre, at de kommer igen og igen i de kommende år. De er en fantastisk art, som svømmer tusindvis af kilometer hvert år for at komme her. Vi kan næsten ikke få armene ned igen, fordi vi endelig har tunen i danske farvande og har fået denne mulighed for at lære mere om deres biologi, siger Brian MacKenzie, Professor ved DTU Aqua

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste