Sommerhusejere kæmper videre - og vil gerne i dialog
Sommerhusejere og fastboende nord for Ålbæk danner ny sammenslutning
ÅLBÆK: Sommerhusejere og fastboende nord for Ålbæk danner nu en ny sammenslutning.
Det sker som følge af vedtagelsen af anlægsloven for udbygningen af vejen fra Ålbæk til Skagen.
Anerkender ønsker
- Vi anerkender de ønsker, som erhvervslivet længe har haft om en mere smidig fremkommelighed til og fra Skagen Havn og industri. Problemet forventes løst med anlæggelsen af Vejdirektoratets 2+1 udvidelse. Fremkommeligheden bliver imidlertid endnu mere udfordret, når den planlagte havneudvidelse og deraf affødt industri vokser. Hertil kommer de forventede konsekvenser af Frederikshavn Kommunes satsning på øget turisme i området, lyder det i en pressemeddelelse.
- En opgørelse viser, at Skagen modtog to millioner besøgende sidste år. Det kan derfor næppe undre, at hele området har døjet med voldsomt stigende støjproblemer gennem de senere år, ikke mindst i sommerperioden. Støjproblemerne vil eskalere eksplosivt, hvis hastigheden på strækningen bliver sat op til 90 km/t, hvilket - ifølge Vejdirektoratets beregninger - er en nødvendighed for at kunne sikre den økonomiske bæredygtighed i vejudvidelsen, siger de to talsmænd Lars Lund og Steffen Juncker.
Nok at tage fat på
Og der er nok at tage fat på for den nye sammenslutning af sommerhusejere og fastboende.
Sommerhusejere og beboere anfører, at grænseværdierne for støj (53 dB) overskrides ud for de bebyggede områder, og at denne overskridelse - ifølge såvel WHO som Miljøministeriet - vil kunne medføre sundhedsskader.
- Hvilke overvejelser har politikerne gjort sig under sagsbehandlingen, og hvilke begrundelser har de lagt til grund for tilsyneladende at ignorere disse fakta samt beboernes indsigelser i høringssvarene, lyder det i pressemeddelelsen?
Det vil beboere og sommerhusejere gerne have indsigt i.
Ind i dialog
- Efterfølgende ønsker vi at gå i dialog med politikerne i både stat og kommune med forslag til konstruktive og udgiftsneutrale løsninger, der effektivt kan reducere de nuværende og fremtidige støjproblemer. Primært foreslår vi hastighedsnedsættelse til 60 km/t i sommerferieperioden på strækningen Hirtshalsvej-Råbjergvej, en strækning på blot 2.8 km. Derudover foreslår vi tidssvarende støjreducerende tiltag, der er miljøvenlige over for det unikke landskab med dets flora og fauna, inklusive mennesker og områdets oddere. Sidstnævnte nyder i øvrigt EU beskyttelse som truet dyreart. Vi vil invitere kommunen til at være med til at finde gode og kreative løsninger på vores problem. Vi tror, at hvis partere blot ville være med til at sætte sig sammen, så vil vi få løsninger der tilgodeser alle, og vi kan stadig nå det, hvis alle parter vil. I Hulsig har man efter 2+1 vejen og forøgelse af hastigheden mærket en markant og for beboerne næsten ulidelig forøgelse af støjen, og de erfaringer synes vi, at vi skal lære af, nu hvor vi er i gang med projektet, konstaterer Lars Lund og Steffen Juncker i pressemeddelelsen.
Det er en nødvendighed
Formanden for plan- og miljøudvalget, Peter E. Nielsen (S), støtter en vejudvidelse og kalder den for en nødvendighed.
- Det handler først og fremmest om tryghed, for det handler om, at ambulancer og andre udrykningskøretøjer kan komme hurtigt frem. Og det kan de med en udvidelse af vejen, siger Peter E. Nielsen.