Billede beskrivelse

Danmarks bedste campingplads ligger i Skagen

09. august 2022 kl. 08.03

Danmarks nordligste campingplads Poul Eeg Camping, som ligger tæt på Skagens Gren er mandag blevet kåret til Danmarks bedste campingplads.

Og det er på trods af, at campingpladsen hverken har swimmingpool eller minigolf.

- Jeg tror, at det er første gang, at en campingplads uden svømmepøl får sådan en kåring, siger Michael Isaksen, som ejer campingpladsen Poul Eeg sammen med sin hustru Heidi Stieper.

- Her får man jo en ret traditionel campingplads, men vi ligger helt ideelt - tæt på byen og tæt på naturen, og så er her ordentligt og god service.

Michael Isaksen skyder på, at en af årsagerne til, at de er blevet Danmarks bedste, også er, at de altid selv er på campingpladsen. At nærværet og det personlige har en stor betydning.

Michael Isaksen kører på 19. sæson som ejer af Poul Eeg Camping.

Kåringen er baseret på brugerstemmer hos turistplatformen ’Opdag Danmark’.

- Vi har været oppe imod store flotte campingpladser med alle mulige faciliteter, så det kom da også lidt bag på os, at vi vandt. Men vi tager det som en kæmpe cadeau og har da også planlagt lidt champagne til vores gæster her sidst på eftermiddagen, så vi kan fejre det, siger campingpladsejeren.

Billede beskrivelse

Væk fra stjerneklassificeringer

Lau Starcke-Jensen, der er partner og medstifter af ’Opdag Danmark’ fortæller, at de gør meget ud af, at kåringerne på ’Opdag Danmark’ skal være et alternativ til den stjerneklassificering, som campingpladser ellers vurderes ud fra.

- Det handler om hvilke campingpladser, folk er rigtig glade for. Og hvis du som Poul Eeg Camping kan få over 1000 stemmer, så har du altså nogle glade kunder og lokale, som godt gider bruge tid på at stemme, siger Starcke-Jensen og fortæller, at måske ville en campingplads som Poul Eeg Camping ikke have en chance i stjerneklassificeringer, fordi der hverken er swimmingpool eller andre fancy faciliteter.

- Men det er åbenbart helt andre ting, som folk sætter pris på. Det er nærvær og relation, der tæller, tror jeg. Og det viser den her kåring jo tydeligt, fortæller Starcke-Jensen.

Poul Eeg Camping har 421 enheder, fordelt på teltpladser, hytter og pladser til campingvogne. Heraf er 120 fastliggere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste