Dagli’Brugs får grønt lys til stor udvidelse
STRANDBY: Efter at have sparet op i 10 år er Dagli’Brugsen i Strandby nu klar til at realisere den længe nærede drøm om en ny og større butik. Ikke en helt ny butik, som det oprindeligt var tanken, men en til- og ombygning, som vil give stort set de samme fordele til en noget lavere pris.
Det er godt købmandskab, og godt købmandskab er netop på, at Dagli’Brugsen i Strandby har kunnet lægge penge til side til udvidelsen i en tid, hvor Coop som helhed har svært ved at tjene penge.
- Vi har drevet en sund butik i mange år og altid haft overskud lige på nær et lille minus i 2022 i slipstrømmen af coronaen og inflationen. Vi er en selvstændig brugsforening, så Coop bidrager ikke til investeringen, til gengæld har vi frihed til at gøre, som vi vil, siger uddeler Uffe Christiansen.
Og det, Uffe og bestyrelsen vil, er at opføre en 500 kvadratmeter stor butiksbygning på bagsiden af den eksisterende bygning. Herefter skal den ældste del af forretningen rives ned og bygges op som moderne butik, mens resten renoveres. Når støvet så har lagt sig, vil Dagli’Brugsen i Strandby fremstå som en flunkende ny dagligvarebutik med et samlet areal på 1200 kvadratmeter, heraf 800 kvadratmeter salgsareal.
- Det ser vi meget frem til, for vi har i mange år haft småt med plads. Især området med vores bageri er meget trangt, og vi er fortsat nødt til at fylde mælkekølerne op inde fra butikken, hvilket betyder at vi så står i vejen for kunderne, og det er ikke optimalt, siger Uffe Christiansen.
For at få plads til de 500 nye kvadratmeter inddrages en del af parkeringspladsen samt to grunde ved Tangvej, som Dagli’Brugsen har købt for flere år siden.
Da disse grunde skal ændre status fra bolig- til erhvervsformål, og der skal etableres ny udkørsel til Tangvej, skal der udarbejdes ny lokalplan for området samt et kommuneplantillæg.
Planarbejdet går i gang nu, og Uffe Christiansen og hans medarbejdere kan snart glæde sig til en ny og bedre arbejdsplads.
- Vi skal hele tiden udvikle os, ellers afvikler vi. Heldigvis har vi økonomi til at udvikle, og dermed kan vi også være en aktiv del af den positive udvikling hele Strandby er inde i, siger Uffe Christiansen.