Cykelryttere, cheerleaders og håndboldspillere: Sæby er populær
Sportsturister, der gerne rejser for at dyrke idræt eller deltage i en bestemt event, besøger i stigende grad Sæby Spektrum.
I takt med, at de lokale idrætsforeningers vinteraktiviteter trapper ned, vil der frem til juli komme mange besøg af grupper i Spektrum.
En del bor og træner i centret eller de deltager i mesterskaber og turneringer i Arena Nord i Frederikshavn.
Et gammelt dansk ordsprog lyder, at når det regner på præsten, drypper det på degnen, hvilket sagtens kan overføres til sportsfaciliteter i Frederikshavn og omegn.
- I kraft af store og gode faciliteter, tiltrækker Arena Nord mange former for event, som ofte kommer os til gode, siger centerleder Lars K. Nielsen.
Ungdomslandshold
Der har således i mange år været stort rykind af håndboldspillere og ledere, der deltager i Rødspætte Cup.
- I år har vi fornøjelsen af at huse flere ungdomslandshold, der deltager i VM i floorball eller i 4-nationsturneringen i håndbold, hvor der spilles to kampe den 15. juni i Spektrum.
Når JAM Frederikshavn Cheerleaders er vært for DM 2023, er der glædeligvis flere der har booket ophold i Sæby Spektrum, fortæller en tilfreds centerleder.
Events, store som små, nationale som internationale, bidrager på forskellig vis til den samlede sportslige, kulturelle og økonomiske værdiskabelse i Sæby Spektrums oplevelsesøkonomi.
Set i lyset af større og større potentiale for sportsturister, blev Mette-Marie Larsen for næsten et års tid siden ansat som receptionsleder.
Med mere end tyve års erfaring med grupperejser hos Stena Line har hun en solid erfaring og et stort netværk indenfor branchen.
Den øgede fokus på gruppeophold har da også resulteret i at nye som gamle kunder er vendt tilbage til Sæby Spektrum.
I maj kommer en flok triatleter fra Oslofjord Triatlon Klub på træningslejr i fire døgn. I Kristi Himmelfarts dagene afholder Danish Squardansere deres 31. Convention med deltagelse af callers fra USA og Sverige. Der vil blive mulighed for at opleve de festlige squardansere i en Open Air opvisning, lørdag den 20. maj.
Cykelryttere
Himmerlandsafdelingen af Tour de Taxa, der hvert år cykler penge ind til fordel for Julemærkehjemmene, holder pitstop i et par dage, hvor de blandt andet runder Skagen Sankt Hans aften.
Når de cyklende taxafolk kører mod syd igen, kommer der nye gæster til fra nord, hvor Spektrum skal lægge gulv til dansere fra Arendal.
I juli måned kommer der hold, der deltager i fodboldturneringer, men ellers er det primært sæson for familie og individuel ferieform.
- Vi glæder os over, at det allerede nu tyder på, at det bliver en god sæson med mange gæster, siger en tilfreds receptionsleder.