Cykelklub har fået nyt klubtøj
SÆBY: Med en donation fra Sparekassen Sæby’s Fond, får Sæby Motions Cykel Club (SMCC) nu mulighed for at anskaffe nyt klubtøj i nyt design.
Klubbens formand, Pia Falden er meget taknemmelig for donationen på 100.000 kroner, der skal anvendes som hjælp til udskiftning af klubbens nuværende klubdragt fra 2016.
- Vi synes, at vi tapper fint ind i fondens ønske om at støtte initiativer, som hver eneste uge samler mennesker om fælles interesser og værdier, pointerer formanden.
Med valget af ES16 fra Aarhus som leverandør får motionscykelklubben i den grad noget at leve op til, idet firmaets tøjserie bliver brugt af ProTour holdet Alpecin Deceuninck, der blandt andet har den regerende verdensmester Mathieu van der Poel på holdet.
Sættet består af jersey, shorts og vindvest.
- Der er endnu ikke godkendt et design, men der kommer helt sikkert et stort Spar Nord Fond og klub logo på ryggen af såvel trøje og vindvest.
- Bukser og trøjer bliver i neutrale farver, medens vindvesten bliver i stærkere farver, der gør os mere synlige på vejene, fortæller Pia Falden.
Klubdresset forventes først at blive luftet på landevejene og på MTB-sporet til sommerferien, idet det specialfremstillede teamtøj har en længere leveringstid og en lidt højere pris end standard cykeltøj.
SMCC har ved sæsonstart 82 medlemmer og de fleste har allerede nu bestilt klubtøj. Sættet kan, grundet donationen fra Sparekassen Sæby´s Fond, holdes på 500 kroner.
Sparekassen Sæbys Fond ledes af en bestyrelse med Erling Mortensen som formand. Fonden har til formål at støtte almennyttige og velgørende formål med tilknytning til Sparekassen Sæbys virkeområde – Gammel Sæby Kommune.