Billede beskrivelse

Cup No 1 fyldte byen med glade unge mennesker

17. juli 2022 kl. 17.33

En uges intenst fodboldspil i Cup No 1 kulminerede fredag med finaler og præmieoverrækkelse, og herefter stod weekenden i opbruddets og hjemrejsens tegn. Op imod 2500 unge fodboldspillere, deres ledere og medrejsende forældre skulle spredes over 14 lande på fire kontinenter. Alle med gode oplevelser i bagagen og lyst til at vende tilbage næste år.

- Det har været dejligt at se de glade unge mennesker igen efter to års pause under corona-pandemien, og vi har fået mange positive tilbagemeldinger fra deltagerne, som har hygget sig og været godt tilfredse med afviklingen af cuppen, siger koordinator for Cup No 1, Jette Varmløse.

Hun fortæller videre, at cuppen har været forskånet for alvorlige uheld. Et enkelt brækket ben og to brækkede kraveben blev der dog indkasseret. Cup No 1 har i år for første gang haft sit eget førstehjælps-beredskab bestående af frivillige sygeplejersker og ambulancereddere, og det har fungeret perfekt.

Mange af sportsfolkene nåede også at opleve byen og omegnen. Shopping i gågaden eller en tur på Palmestranden. De amerikanske hold valgte efter finalerne at leje busser og køre en tur til Skagen for at få den oplevelse med.

Ved et stort arrangement som Cup No 1 vil der altid være uforudsete problemer, der skal løses. Således også fredag aften, hvor et amerikansk hold fik at vide, at deres hjemrejse næste morgen med SAS var aflyst. Problemet blev dog løst takket være en indsats fra Cup No 1’s samarbejdspartner på transportområdet, Hirtshals og Frederikshavn Turistfart, som lykkedes med at finde alternative fly via Sverige.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste