Cuben er vigtig i Scanel Hockey Arena

07. december 2017 kl. 08.20

De fleste mente, at det absolut var på tide, da Scanel Hockey Arena for nogle år siden blev bygget om.

Det gamle Frederikshavn Isstadion havde efterhånden overlevet sig selv, og det kunne ikke længere leve op til moderne krav, hvad angår tilskuer- og sponsorfaciliteter.

Ombygningen var ventet med længsel, og især så ishockeyfolket frem til, at den nye arena ville blive udstyret med en moderne scoretavle, som man kender dem fra ishockeyens mekka i Nordamerika.

I dag hænger tavlen så i centrum af det renoverede ishockeyanlæg i den sydlige del af Frederikshavn, og tavlen går i daglig tale kun under navnet cuben.

Til alle ishockeykampe og til større arrangementer i arenaen er tavlen i brug, og den udgør et helt centralt omdrejningspunkt for al aktivitet i arenaen.

Når Frederikshavn White Hawks spiller sine hjemmekampe, styres cuben blandt andet af Søren Kjær.

Han har været med omkring det tekniske crew i White Hawks i mange år, men med cubens ankomst har hans opgaver forandret sig.

- Vi har jo haft mulighed for at vise video i hallen siden starten af 00´erne. Nogen husker måske, at der på det gamle cafeteria sad et større lærred, og her kunne vi projicere billeder op. Men det kan slet ikke sammenlignes med de muligheder, vi har i dag. Nu er vi i stand til vise video og billeder i virkelig flot kvalitet, og vi har mulighed for at vise reklamer og liveopdateringer fra de andre kampe, der spilles i ligaen. Det er på et helt andet niveau nu, siger Søren Kjær, der mener, at publikum i Scanel Hockey Arena bliver serviceret temmelig godt, og video set-uppet er Danmarks største.

- Ikke blot er cuben Danmarks største i en skøjtehal. Den rummer også nogle helt essentielle muligheder for at give publikum en god oplevelse, når de er til store sportsarrangementer. Vi har jo lejlighed til at vise highlights fra den kamp, man netop sidder og ser, og skulle der være sekvenser, der har ekstraordinær interesse, kan vi vise dem i slow motion. Det er nye tider, må man sige.

I Scanel Hockey Arena bliver cuben altså brugt til alle ishockeykampe. Men der har været nogle helt specielle lejligheder, hvor den for alvor har været en gevinst:

- Der har været nogle særlige stunder, hvor cuben har været uundværlig. Der er to, der lige falder mig ind. Den første var, da gode gamle Benny "Bomstærk" Petersen for nogle år siden blev hædret og fik sin trøje "pensioneret".

- Mange ved måske, at den nu hænger i loftet af arenaen, og hans nummer - 20 - må ikke benyttes af nogen spiller på White Hawks-holdet.

- Ved den ceremoni kunne vi vise flotte billeder fra Bennys karriere, og det øgede kvaliteten. Den anden, der falder mig ind er mere sørgelig, og den handler om legendariske Craig Chapman.

- Kort efter hans død blev der afholdt en mindestund for den største spiller i White Hawks historie, og igen var cuben alle sine penge værd.

Som det sikkert fremgår, så er Søren Kjær en passioneret ishockeytilskuer.

Til næste år er Danmark for første gang nogensinde vært for verdensmesterskaberne i ishockey.

Kampene bliver afviklet i Boxen i Herning og i Royal Arena i København, og det foregår i maj måned.

Danmark har fået hjemmebane i Boxen, og Søren Kjær er blevet ansat af Dansk Ishockey Union til at hjælpe med.

- Det glæder jeg mig helt vildt til. Jeg skal assistere i forbindelse med lyden i hallen, musikken under kampene og i forbindelse med ceremonier efter kampene. Det bliver virkelig spændende. Jeg skal samarbejde med folk fra det internationale ishockeyforbund (IIHF), og jeg både håber og tror, det bliver en lærerig tid.

I øvrigt starter det job allerede i forbindelse med det såkaldte Final 4-arrangement i Boxen i januar. Her spiller de fire bedste hjemlige ishockeyhold en miniturnering, der skal afgøre, hvem der bliver dette års pokalmester.

- Desværre er White Hawks ikke med, men jeg skal ned og øve mig, slutter Søren Kjær.

Tekst: Jesper Larsen

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste