Billede beskrivelse

Coronaen stiller nye krav til fritidslivet

04. november 2020 kl. 06.00

ØSTERVRÅ: Den seneste udmelding med nye restriktioner udfordrer os alle – ikke kun på jobbet, men også i den private hverdag og fritidslivet.

I Østervrå Idræts- og Kulturcenter forsøger de at holde gang i aktiviteterne, men med lidt ændringer. Det ligger helt fast, at når du opholder dig i centret – skal til eller fra aktiviteter og omklædning, så skal du bære mundbind. Det gælder for alle fra 12 år.

Offentlig svømning fortsætter under hensyntagen til coronareglerne fra tidligere, og er ikke omfattet af 10-personersreglen i svømmebassinet.

Til gengæld er holdtræning for vandgymnastik omfattet af forsamlingsforbuddet på 10 personer, men det har de fundet en god løsning på i centret.

- Vi har lavet særskilt omklædning for hver gruppe, og opdeling i bassinet, og det giver os mulighed for at tilbyde op til 20 deltagere inklusiv instruktør, forklarer halinspektør Søren Kiil.

Motionsbadminton mandag aften fortsætter med et maksimalt antal spillere på 10 fordelt i to zoner.

Al træning for unge op til 21 år er undtaget fra forsamlingsforbuddet på 10 personer, men som allerede nævnt, så er der krav om mundbind fra 12 år.

Ingen mad og mening

- Tiderne gør, at meget igen er anderledes i vores omgang med hinanden, noterer menighedsrådsformand Susanne Andersen fra Østervrå Frikirke.

- De nye restriktioner betyder, at vi igen må lukke ned for flere af vore faste arrangementer. Det gælder bl.a. Mad & Mening, som er lukket resten af året, og der vil heller ikke blive afholdt julefrokost og 3. juledagsfest.

- Der er stadig gudstjenester, Kirkebio og bedemøder, men på afstand, med håndsprit og nu også med mundbind, hvis man bevæger sig rundt i kirken.

Østervrås gymnaster var ellers lige kommet rigtig godt i gang med sæsonen, og havde lært at leve med de restriktioner, der var meldt ud fra DGI.

Det er også dem GF77 Østervrå retter ind efter nu, men de strammede regler får nogle konsekvenser for især deltagerne på voksenholdene.

- Alle voksenhold er foreløbigt lukket i fire uger til og med uge 47, fortæller formand Tom Pedersen. Vi fortsætter som hidtil med alle børne- og juniorholdene samt forældre-barn-holdet.

Formanden har også en bøn til forældrene om, at gøre så kort et ophold i hallen ved afleverings-hente-tidspunkterne som muligt, og så erindrer han lige om, at som alle andre steder i det offentlige rum, skal der bæres mundbind til og fra gymnastik, dog ikke under aktiviteter – altså til selve gymnastiktræningen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste