Corona kan drille populært skattefradrag
Grundet corona kan danskernes brug af kørselsfradrag falde i 2020 for første gang i umindelige tider
NORDJYLLAND: Rigtig mange pendler ud af kommunen for at passe deres job.
Det giver dem naturligvis ret til et kørselsfradrag.
Men de , der bruger deres kørselsfradrag, skal være ekstra opmærksomme på skattebilletten for 2020.
For hvis man har arbejdet hjemme, kan man nemlig ikke bruge fradraget.
Og det kan betyde, at fradraget - der er blevet brugt af flere og flere i årtier - oplever en uvant tilbagegang i år.
- For mange har 2020 økonomisk været et usædvanligt år, og vi kan nok forvente, at 2021 også vil være det. For eksempel kan mange sandsynligvis se frem til flere perioder med hjemmearbejde.
- Vi ved, at rigtigt mange danskere har arbejdet hjemme på grund af corona-nedlukninger, og det kan betyde et fald i det samlede tal for kørselsfradraget i år, skriver underdirektør i Skattestyrelsen Karoline Klaksvig.
Et fald i brugen af kørselsfradrag vil være et særsyn. Fradraget, der blev indført i 1959, er nemlig kun blevet mere brugt gennem årene.
Ifølge tal fra Skattestyrelsen er antallet af danskere, der får kørselsfradrag, steget fra 860.000 i 2010 til næsten 1,2 millioner i 2019.
I penge er det en stigning fra 12,6 milliarder kroner i fradrag til 19,5 milliarder kroner i fradrag.
- På årsopgørelsen for 2020 vil kørselsfradraget ikke fremgå automatisk som i tidligere år.
- Man skal selv indtaste sit kørselsfradrag, hvis man har pendlet mere end 24 kilometer frem og tilbage til arbejde i løbet af 2020. Det er nyt, skriver Karoline Klaksvig.