Cassia og Charles vandt Sommer- drømme
Onsdag aften kunne man følge sidste afsnit af TV2’s konkurrence Sommerdrømme, hvor fire par gennem 8 uger konkurrerer om at indrette hver sit sommerhus, og hvor vinderne ender med at vinde sommerhuset til en værdi af 2 millioner kroner.
Og det blev Cassia og Charles Agergaard Christensen fra Frederikshavn, der kunne juble efter afgørelsen. Sommerhuset i Hvide Sande kunne de nu kalde deres eget.
Programmet blev optaget sidste år fra juni til august, og de har siden afgørelsen måttet gemme på deres hemmelighed i 10 måneder. Men nu er det endeligt offentliggjort, og de kan tage deres sommerhus i brug.
- Det var helt urealistisk, da dommerne sagde vores navne. Vi havde en god fornemmelse, men havde kun vundet en af konkurrencerne, og dommerne var lidt mere til de meget kreative løsninger, mens vores indretning var lidt mere traditionel. Det var de lokales stemmer der afgjorde konkurrencen. De kunne nok bedre forholde sig til vores indretning fortæller en meget glad Charles.
Efterfølgende kan man i en online afstemning på tv2.dk se, at det ikke kun var de lokale, men at danskerne suverænt bedst kan lide den måde som Cassia og Charles har indrettet sommerhuset på.
- Cassia brød helt sammen af glæde da dommerne sagde vores navne, og hun er næsten parat til at flytte herop. Nu glæder vi os til en fantastisk sommer her i Hvide Sande sammen med venner og familie fortæller Charles Agergaard Christensen.