Byggeriet af m/s Klintholm på film

Frederikshavn Museumsforening arrangerer sammen med FME og Nordjyllands Kystmuseum filmaften i Kattegatsiloen 6. november

30. oktober 2017 kl. 07.00

Civilingeniør Kurt Precht optog i 1949-50 en fim om bygningen af DFDS første containercoaster m/s Klintholm. Det var samtidig værftets sidste skib, hvor skibet var nittet sammen.

Kurt Precht var ansat på Frederikshavn Værft og Flydedok fra 1946 til 1953, hvorefter han blev direktør på Svendborg Værft.

Precht var samtidig en dygtig filmfotograf. Filmen om m/s Klintholm begynder i tegnestuen, hvor projektet tager sin begyndelse. Vi følger arbejdet med skibet over afslagsloftet, hvor skibet bygges 1:1 i skabelontræ. Det er den proces som CAD/CAM har overtaget i dag. Vi følger materialerne og skibsbyggerne gennem hele byggeprocessen, fra skibsbyggeriet over beddingen til montagekaj og flydedok, inden Kurt Precht lader skibet sejle på sin første rejse den 24. januar 1950.

Filmen varer cirka en halv time, og som optakt vil arkivar Erik S. Christensen fra Nordjyllands Kystmuseum introducere filmen og sætte såvel skibsbyggeriet som m/s Klintholm ind i en større sammenhæng.

- Filmen er fantastisk fotograferet og klippet. Den giver et helt unikt billede af stålskibsbyggeriet, som det formede sig fra slutningen af 1800 tallet og frem til 1950’erne på de danske stålskibsværfter, fortæller arkivar Erik S. Christensen, der også har skrevet bogen om Frederikshavn Værft.

Det er Frederikshavn Museumsforening, der i samarbejde med Nordjyllands Kystmuseum og FME - Frederikshavn Maritime Erhvervspark, står for arrangementet.

- Havnen, skibsbyggeriet og de mange frederikshavnere, der har haft deres daglige gang på byens værfter er en stor og vigtig del af Frederikshavns historie. Og det er ikke bare historie - det er også nutid. Derfor er det helt oplagt, at vi bidrager med de helt rigtige maritime rammer til denne filmaften, udtaler direktør for Frederikshavn Maritime Erhvervspark Kaj Christiansen, mens formand for Frederikshavn Museumsforening, Tine Bro, supplerer:

- I Museumsforeningen oplever vi en stor interesse for vores lokale historie. Jeg tror, at en af grundene er, at vi her kan genkende os selv. Jeg håber, at nogle af de folk, som har været med til at bygge skibe på byens værfter dukker op til vores filmaften - måske endda nogle af dem, som var med til at bygge m/s Klintholm. Det ville da være prikken over i´et.

Arrangementet foregår den 6. november kl. 19 i Kattegatsiloen på etage 1a, brug elevatoren ved hovedindgangen.

Billetter koster 50 kr. - kontant eller MobilePay på 30263436 (Tine Bro). De kan bestilles i billetsalget på Nordjyllands Kystmuseum - Bangsbo på tlf 98444760 eller pr mail mth@kystmuseet.dk. Bemærk i uge 44 er det kun muligt at bestille pr mail.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste