Bramfrie Blomsterberg tryllebandt kage-entusiaster
Sidste år under coronaens begrænsninger måtte man nøjes med, at påsken blev markeret med afsløringen af en gul påskekylling, der var malet på en stor marksten, på Sæby Torv.
I år er aktivitetsniveauet kommet tilbage til normalen hos Sæby Handelsstandsforening.
Skærtorsdag blev alle børn budt på påskeæg, og lørdag den 16. april havde mange lagt vejen forbi det store telt på torvet, hvor hele Danmarks ukronede konditordronning og TV-kendis, Mette Blomsterberg, gav gode råd og forslag. Det var blandt andet, hvilke ingredienser man med fordel kunne anvende og gode råd til bagning af lækre kransekager, og ikke mindst hvordan kagerne kan tage sig indbydende ud.
Mette Blomsterberg fik med sit vindende væsen inspireret masser af sæbynitter og andet godtfolk med hang til søde sager. Så folk kunne gå hjem og bage alt fra kransekage til croquembouche og til at kaste sig ud i pyntning med kreativ glaze, fondant og ikke mindst gode sprøjteteknikker, herlige mundrette betegnelser, som smelter på tungen.
Bramfrie anekdoter
Mette Blomsterberg krydrede kagerne med en række bramfrie anekdoter fra hendes medvirken i TV- programmerne, og hvor hun afslørede, at alt ikke er, hvad det giver sig ud for at være.
Hendes egen produktserie til brug for fremstilling af kager fik også en reklameblok, hvor hun sammenlignede kvalitet og pris med, at billige piger sjældent holder så længe, hvilket hun fik medhold i blandt publikum.
Efter en god times indføring i Blomsterberg kageunivers fik alle fremmødte lejlighed til at smage på godterne og de, der havde købt hendes bøger, fik dem signeret af forfatteren.