Børnefodbold havde en fest - og nu rækker arrangørerne ud til anden festival
SÆBY: IF Skjold gentog sidste års succes med afholdelse klubbens hel egen udgave af en børnefodboldfestival for alle fodboldglade børn og deres familier.
Formanden for IF Skjold, Flemming Thingbak oplyser, at ideen med festivalen er at sætte fokus på børns leg med bolden og skabe liv på stadion, samtidig med afviklingen af sponsorcykelløbet, som er en stor del af klubbens sponsoraktivitet.
I strålende sensommervejr blev festivalen et endnu større tilløbsstykke end sidste år.
Alle tilgængelige parkeringsmuligheder i området omkring stadion var fuldt optaget, og på Sparekassen Danmark Arena blev alle baner taget i brug fra klokken 10 til 15, lørdag den 31. august.
Flemming Thingbak oplyser, at der var tæt på 150 hold som spillede inden for stregerne og rigtig mange forældre og bedsteforældre var taget med til Sæby for at overvære kampene fra sidelinjen.
Skjolds Venner havde sørget for, at der var medaljer og svedbånd til alle spillerne, som ved en lille ceremoni foran scenen blev overrakt til hver enkelt spiller.
Ud over en række medlemmer af venneforeningen var der et halv hundrede medlemmer af IF Skjold der brugte dagen på stadion, så deltagerne kunne få en god oplevelse.
Formanden er taknemmelig for alles indsats, men fremhæver Thomas Knudsen, Lars Lundgreen og Rune Dam Dyhr der sidste år fik ideen til fodboldfestivalen for børn og som var gået forrest i gennemførelsen, hvor alt klappede.
Da rytterne til sponsorcykelløbet havde fået sat sig i sadlerne, blev der trådt til og svedt igennem i en times hurtig spinning.
Følgende ryttere stillede til start: Ib Pedersen, Søren Thomsen, John Sørensen, Lars Høst, Torben Schioldan, Mette Hardam, Morten Vestergaard og Per Hegaard
På scenen blev der konkurreret i, hvem af de otte ryttere der kunne forbrænde flest kalorier, og her blev Lars Høst fra Sparekassen Danmark den helt store topscorer.
Hver af rytterne havde op til flere gode sponsorer i ryggen som i år bidrog med over 225.000 kroner.
Det flotte beløb skal bruges til udvikling af ungdomsfodbold og vores fodboldklub i det hele taget, oplyser Flemming Thingbak.
Faldskærmsudspring aflyst
Lørdagen startede med gratis rundstykker og kaffe til alle. Herefter blev der spillet masser af spændende fodboldkampe.
Børnene skulle heller ikke i år snydes for at få mulighed for at hilse på AaBs maskot Theodor, og ikke mindst at opleve en politibil med alle blå blink tændt, da den rullede ind på stadion. Et par granvoksne betjente fortale om deres patruljebil og hvad deres arbejde bestod af.
Der var ligeledes en lille udstilling af veteranbiler og knallerter.
Underholdningsprogrammets sidste punkt skulle have været en opvisning af springere fra Nordjysk Faldskærmsklub. Desværre var tilladelsen til at flyve over Sæby ikke faldet på plads, hvorfor publikum måtte kikke langt efter de faldskærme der skulle være dalet ned på stadion.
Flemming Thingbak fortæller, at som kompensation har faldskærmsklubben lovet at springe vederlagsfrit til næste år.
Klar til næste år
Ja, der bliver festival for børn der elsker fodbold til næste år den sidste lørdag i august.
- Med de mange positive tilkendegivelser og opbakning vi har modtaget fra deltagerne, publikum og hjælpere kommer der en lignende festival i 2025, understreger formanden.
- Under evalueringen skal vi måske tage kontakt til pigerne bag Sæby Festivalen.
- Hvis de har planer om at holde deres festival samme lørdag, kunne vi måske have en fælles interesse i at få koordineret programmet således, at Sæby kan afholde festival for fodbold og musik fra klokken 8 til midnat, siger Flemming Thingbak.