Blomster og gaver i Søndergade
- Egentlig ved jeg ikke noget som helt om blomster eller blomsterforretninger, men da Raun & Rose i marts måned besluttede sig for at lukke, så jeg en mulighed for at være med til at starte noget nyt op, og det har været utroligt spændende. Det betyder ikke noget at jeg ikke ved noget om blomster, for jeg har fuld tillid til de fire dygtige piger jeg har i butikken. Jeg kan være med til at sikre udvikling og stabilitet i driften fortæller ejer og idemand Martin Jennet.
Blomsterbinderiet har som i den tidligere forretning, et stort udvalg af færdige buketter og dekorationer i flere forskellige prislag. Herudover kan de levere alt indenfor begravelsesblomster, og som noget nyt kan de også tilbyde vedligeholdelse af gravpladser på abonnement, så man sikrer at der altid ser ordentligt ud.
Udover blomster har butikken også en stor afdeling med vin, spiritus og delikatesser, som også kan sælges i gavekurve. Og som et af de få steder i byen, kan man tilbyde keramik fra Carsten Have, som er frederikshavner bosat i Sverige.
Martin har sin primære beskæftigelse på havnen i Frederikshavn, hvor han er ejer af firmaet JMC Limited, der arbejder med rådgivning af bl.a. krydstogtsrederier, i forbindelse med optimering af overfladebehandlinger. Det ligger temmelig langt fra blomsterbinding, og det er da også på havnen Martin fortsat skal bruge sin tid.
- Jeg så en spændende mulighed for lave forretning og måske også udvide det til noget større. Vi ville bruge opstarten til at vurdere om det var det helt rigtige sortiment og koncept vi havde valgt, og så måske henne omkring oktober prøve at starte op i en anden by. Men det går over al forventning, og vi arbejder allerede nu på en ekstra butik. Og vores ambition er at kunne åbne op til fem butikker indenfor de næste tre år, så vi bliver en lille kæde fortæller Martin Jennet, der også kan røbe at man snart vil være medlem af en af de landsdækkende blomsterkæder.