Biografen Palads Teatret

19. oktober 2017 kl. 07.00

Mandag den 23. oktober kl. 20:00 vises i biografen Palads Teatret en snigpremiere på Guldpalmevinderen THE SQUARE, som løb med den prestigefyldte pris ved årets Cannes Film Festival.

Danske Claes Bang har modtaget stor ros for hans hovedrolle i filmen.

Biografklub Danmark medlemmer kan se denne snigpremiere til 1/2 pris, og kan tage en gæst med på samme vilkår.

Tirsdag den 24. oktober kl. 19:00 vises et direkte foredrag fra Aarhus Universitet med overskriften:

Der puttes hvad i vores mad?

Det er gratis at deltage, og pladsreservation er muligt, men ikke nødvendigt. Midtvejs vil der være indlagt en pause på 20 minutter.

I dag er mange af de fødevarer, vi køber, forarbejdet, og de indeholder ofte flere forskellige tilsætningsstoffer. Det ligger os nært at holde øje med de tilsætningsstoffer, som ikke er naturlige for kroppen, men hvad mange ikke ved er, at der tilsættes mineraler og vitaminer til en del gængse fødevarer - mineraler og vitaminer som allerede findes i tilstrækkelige mængder i en afbalanceret kost. Det er en udbredt opfattelse, at man "ikke kan få for mange mineraler og vitaminer", og at det derfor er harmløst at tilsætte disse til fødevarerne. I foredraget dykker vi ned i to eksempler, hvor forskningsresultater vækker bekymring mht. forarbejdede fødevarer: tilsætningen af fosfor og berigelsen med B-vitaminet folat.

Fosfor er billigt at producere og meget anvendt som tilsætningsstof i forarbejdede føde- og drikkevarer. Det gør dem "appetitlige" ved fx at påvirke struktur, saftighed, smag og farver. Fosfor som tilsætningsstof er let tilgængelig for kroppen, og nyere forskning tyder på, at mennesker i lande med vestlig livsstil risikerer at indtage fosfor i mængder, som rent faktisk forstyrrer kroppens fosfat-balance, og derved har en skadelig effekt.

Du vil også høre om de problemer, det kan give at berige fødevarer med B-vitaminet folat. Det er kendt, at mangel på folat under graviditet kan medføre rygmarvsbrok hos fostre, og at dette kan afhjælpes ved, at kvinder spiser vitaminpiller med folat (folinsyre) før graviditeten. Denne risiko for rygmarvsbrok har medført, at man i mange lande, fx USA, har indført krav om, at visse fødevarer skal beriges med folinsyre - en lov som interesseorganisationer også forsøger at indføre i Europa. Der er dog bekymring for, at et forhøjet indtag af folinsyre kan bidrage til øget vækst af små kræftknuder.

Hør om de nyeste forskningsresultater - herunder hvordan forskere bruger musemodeller i et forsøg på at klarlægge effekterne af fosfat-ubalance og folinsyreberiget kost.

Læs mere på Læs mere på https://ofn.au.dk/foredrag/46

Forelæser: Foredrag ved lektor i molekylær cellebiologi Pia Møller Martensen, Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet og lektor i molekylær cellebiologi Lene Pedersen, Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet.

Foredraget er et led i serien Offentlige foredrag i Naturvidenskab som arrangeres af Aarhus Universitet og udbydes i samarbejde med værter i en række byer og Carlsbergfondet.

THE SQUARE (SCANBOX)

Christian (Claes Bang) er en succesfuld kurator på et stort og anerkendt kunstmuseum i Stockholm.

En dag bliver hans telefon og pung stjålet, hvilket sætter spørgsmål ved hans progressive verdenssyn og fattede facade. Samtidig skal han håndtere åbningen af en ny kunstinstallation, ‘The Square’.

"The Square" vandt Guldpalmen ved Cannes Festivalen 2017.

Mens vi lever (SF STUDIOS)

Kristian er nyforelsket og klar til at starte sit liv sammen med Anne. En dag banker det på døren, og udenfor står Tommy.

Kristian har ikke set Tommy i årevis og pludselig konfronteres han med en fortid, som han har gjort alt for at glemme.

’Mens vi lever’ er inspireret af virkelige begivenheder og følger fire mennesker, hvis skæbner flettes ind i hinanden efter en fatal ulykke. En ulykke der vil ændre deres liv for altid.

THOR Ragnarok (DISNEY)

I Marvel Studios’ “Thor: Ragnarok" er Thor fanget i den anden ende af universet uden sin mægtige hammer.

Han skal nu nå tilbage til Asgård og forhindre ragnarok - som vil betyde hans verdens og civilisations undergang - i tide, inden det udløses af den almægtige og hensynsløse Hel.

Inden da skal han dog overleve en gladiatorkamp på liv og død mod sin tidligere ven og Avenger, Hulk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste