Bekymringer sætter sig i ryggen
Acceptér rygsmerter og oplev mindre ubehag
Viden kan flytte bjerge.
Det er konklusionen på et nyt forskningsstudie i rygsmerter.
To korte foredrag om ryggen med fokus på hvorfor rygsmerter opstår, og hvad man selv kan gøre for at mindske eller forebygge smerterne, har gjort underværker for en gruppe kommunalt ansattes oplevelse af deres rygproblemer.
Resultaterne viser, at personer, der fulgte de to foredrag, har 50 procent større sandsynlighed for at opleve rygsmerter mindre generende, 53 procent større sandsynlighed for at bruge færre smertestillende og 80 procent større sandsynlighed for at opleve mindre nedtrykthed og depression.
Ifølge Karsten Thomsen, overlæge i rygkirurgi ved Aleris-Hamlet Hospitaler, bekræfter dette, at rygsmerter i mange tilfælde er en livsbetingelse, som tusindvis af frederikshavnere må leve med.
- Rygsmerter er et livsvilkår for og har været det, siden vi begyndte at gå på to ben.
- I de tilfælde hvor, vi kan acceptere dette, bliver vi bedre til at håndtere smerterne. En stor del af ubehaget skyldes nemlig bekymringer om ryggens tilstand, og det kan blive en ond spiral, hvor man skåner ryggen for meget og derved forstærker problemet, siger Karsten Thomsen.
Det vigtigste er at vi er opmærksomme på om smerterne stråler ud i arme og ben og måske giver føleforstyrrelser eller mere alvorligt nedsat muskelstyrke.
- Det er tegn på en nervepåvirkning, som ofte kræver en udredning. Det er også en god ide at kontakte sin læge, hvis smerterne er betydelige og vedblivende, selvom alt er forsøgt, fortæller Karsten Thomsen.