Livet her

Bedsteforældre på skolebænken

30. marts 2023 kl. 06:00

I marts måned har 0. klasse fra Aalbæk Skole afholdt bedsteforældredag, hvor børnenes bedsteforældre var inviteret med i skole fra kl. 09.00 til 12.00 til en hel skoledag inklusiv medbragt madpakke, frikvarterer og hånden op, hvis de ville sige noget.

Børnene fik idéen

- Det er første gang i den tid, jeg har været børnehaveklasseleder, at vi har afholdt bedsteforældredag, og det var faktisk børnene, som kom med forslaget, fortæller Laila Mose, som er leder i børnehaveklassen eller 0. klasse, som det også bliver kaldt.

- Det var en dag, hvor vi sad og øvede os i at læse for hinanden, og så var der en, der fortalte, at hun sommetider ringede til sin mormor og læste højt. Og hun fortalte så også, at mormoren aldrig havde set hendes skole, og så opstod idéen der, fortæller Laila Mose.

De skrappe gamle dage

Og i marts blev idéen så virkelighed. De 11 elever i 0. klasse havde taget bedsteforældrene med i skole. Nogle havde hele tre bedsteforældre med, og både børn og bedsteforældre nød godt af hinandens selskab.

Bedsteforældrene fortalte historier fra deres egen skoletid. En farmor fortalte, at de i hendes skoletid skulle synge morgensang udenfor - uanset vejret. Og de skulle stå på en lang række, indtil de fik tilladelse til at gå ind.

Det var tydeligvis historier om de noget skrappere gamle dage i skolen, bedsteforældrene kunne fortælle om. En anden fortalte om sin skolegang på Vejrø ved Lolland. Der var otte elever i skolen i alderen 7 til 14 år, og deres lærere straffede dem, hvis de ikke hørte efter i timen. Dog fik eleverne lov at tage deres briller af, inden han gav dem en på kassen. En tredje kunne fortælle, at en violinspillende lærer gav børnene en med violinbuen, hvis de ikke sad ordentligt.

Alle elever i nutidens klasse på Aalbæk Skole var enige om, at det nok var bedre at gå i skole i dag, end det var i gamle dage.

Inspiration til lege fra gamle dage

Men selvom der var ting fra den gammeldags skole, som ingen ønskede i dagens skole, var der alligevel også inspiration at hente i de lege, som bedsteforældrene kunne fortælle om.

Der blev fortalt om at hoppe i sjippetov og elastik og at lege kæde-tik (en slags fangeleg).

- Vi fik virkelig mange gode idéer til vores idrætstimer, hvor vi helt sikkert vil tage nogle af de gamle lege ind og lære børnene, fortæller Laila Mose.

Ny tradition født

Og det er ikke sidste gang, at bedsteforældrene bliver inviteret med i skole.

- Det her gør vi fremover. Det er vi simpelthen nødt til. Den oplevelse skal alle bare have. Det var så fantastisk at se de blikke, som børn og bedsteforældre sendte til hinanden. Der er et helt unikt forhold mellem børn og bedsteforældre, synes Laila Mose, som i det hele taget gerne tænker i alternative måder at være en skoleklasse på.

0. klasse på Aalbæk Skole har i år 11 elever. Det var samme antal som sidste år.

Man kan gå på Aalbæk skole til og med 9. klasse.

Annonceret indhold

Nyeste