Bangsbo Freja vandt cup på Aalborg Stadion

Klubbens U10 drenge vandt den såkaldte Theodor Exact Cup

07. oktober 2017 kl. 08.00

Hvem har ikke drømt om en gang at spille på de store arenaer? Har man en sportsmand i blodet, så har man også prøvet at drømme store drømme. Hos nogle af fodboldspillerne i Bangsbo Freja blev en lille drøm forleden til virkelighed. Klubbens U-10 drenge deltog nemlig i den såkaldte Theodor Exact Cup på Aalborg Stadion, og det blev en stor oplevelse for dem. Træner for drengene, Peter Høeg Juhl, er slet ikke i tvivl om, at drengene fik en oplevelse for livet:

- Arh, det var da stort for dem at prøve at spille på Aalborg Stadion. Theodor Exact Cup fungerede samtidig som forkamp til en superligakamp, og det gjorde ikke oplevelsen mindre. Og så skal man ikke glemme, at Bangsbo Freja faktisk vandt Cupen og altså kunne bringe den store pokal med til Frederikshavn.

Peter Høeg Juhl fortæller desuden, at U-10 drengene klædte om i omklædningsrummene under Aalborg Portland Park, som Aalborg Stadion så mundret hedder, og de var ret imponerede over at gå igennem spillertunnelen. Og så var der superligakamp bagefter. Og på vej hjem i bussen var stemningen helt i top. Pokalen var bragt i hus.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste